Jan Trojaborg 65 år

Formand for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg fylder 65 år den 30. januar. I december sagde han farvel til arbejdet i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse, hvor han har haft plads siden 1994 – først på en reserveret københavnerplads og siden valgt i egen ret, da Københavns Lærerforening blev en almindelig kreds på linje med de øvrige lærerkredse.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Lærerforeningens seneste kongres tog han ordet under eventuelt og holdt en farveltale med anekdoter fra sin tid i foreningen: »Når man kommer til en kongres udefra som ny, er det jo nærmest et antropologisk fænomen. Det er en stamme med sin egen kult - med sit helt eget forfinede sprog og en påklædning, som kunne være mere raffineret«, sagde han blandt andet.

Jan Trojaborg lader sjældent en lejlighed gå fra sig til at holde en veloplagt og velturneret tale, og i hovedstyrelsen vil hans skolepolitiske og pædagogiske krydsen klinger med Niels Christian Sauer blive savnet - og møderne måske til gengæld kortere.

I København er Jan Trojaborg foreløbig genvalgt til og med 2017. Og så blev han gift den 2. januar i år.

Powered by Labrador CMS