Hvis folkeskolen var en politiker, ville den starte det nye år med lidt imagepleje. Væk med historier om middelmådige Pisa-resultater, ineffektiv økonomi og andre negative vibrationer og frem med nogle gedigne succeshistorier. Spindoktorer ville styre slagets gang og reklamefolk pudse billedet af en moderne, effektiv og fremadrettet skole af i sådan en grad, at respekten for skolesystemet og lærerne ikke kunne andet end at ende med lønforhøjelser og forbedret arbejdsklima.

Ja, nytårsdrømme har man lov at have. Faktum er, at det kan være svært for såvel politikere som menigmand at forstå, hvorfor den dyre folkeskole ikke kan levere bedre resultater, når det gælder. Hvorfor ikke bare lægge en stram årsplan efter centralt styrede læseplaner med konkrete faglige mål? Hvorfor ikke målrette undervisningen til de internationale test? Hvorfor denne evige argumenteren for metodefrihed, fleksible læseplaner og snak om umålelige værdier?

Nu er det ikke dansk skoletradition at bruge energi på imagepleje. Med ophøjede professionsidealer og historisk forankrede værdier ved vi selv, hvad vi står for, og det er vel det vigtigste. Men hvis folkeskolen var et moderne firma, hvis økonomiske overlevelse afhang af synlig succes, ville vi nok markedsføre og sælge os selv bedre, til alles fordel. Frem med de gode historier, som i det lange løb kunne tegne et billede af en levende, dynamisk folkeskole, der i samspil med samfundet leverer vedkommende undervisning med høj faglighed og engagement.

Det nye år kunne passende begynde med lidt medieinteresse for, hvordan der i skolerne bliver arbejdet med en begivenhed som katastrofen i Asien. For her i foråret vil den ganske sikkert præge undervisningen. Naturfagslærere vil tage emner som jordskælv og flodbølger op, kristendomslærere vil kredse om filosofiske spørgsmål omkring skæbne og Guds vilje kontra naturens lov og livets vilkår. Geografilærere vil benytte lejligheden til at få placeret landene omkring det Indiske Ocean på elevernes indre verdenskort, samfundsfagslærere vil nok bruge statsministerens nytårstale til at sætte fokus på udenrigspolitiske begivenheders indvirken på indenrigspolitiske dagsordner. Dansklærere vil få eleverne til at sætte ord på de voldsomme følelser, sådanne ekstreme situationer bringer op i os (for de yngste elevers vedkommende vil den proces måske endda foregå i den forkætrede rundkreds), i et sagprosaforløb kunne mediedækningen af katastrofen blive analyseret. Og mon ikke også en del af forårets projektopgaver og eksamenstekster vil være inspireret af katastrofen?

Ikke alt kan planlægges. Tænk, hvad der ville gå tabt af levende, engageret undervisning, hvis lærerne var bundet for stramt af på forhånd fastsatte mål og gik fra test til test med skyklapper på. Og tænk, hvis vi kunne få folk til at se det.

Dialogen med offentligheden er vigtig, og vi, der kender skolen bedst, skal blive bedre til at fortælle historien om os selv. Ellers bliver der bare fortalt andre og dårligere versioner. På samme måde burde vi også gå forrest i fortolkningen af Pisa-resultater og fremhæve alle de gode kendsgerninger, mens de dårlige resultater i interne grupper hurtigt kunne blive bearbejdet og omformuleret til udviklingsområder med konkrete handleplaner. Jo mere ansvarlig, kommunikerende og handlekraftig skolen virker, jo mere tillid og dermed arbejdsro ville vi få.

Asla Fomsgaard Adrian er lærer