Fløj i front i 25 år

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 1. januar 1972 begyndte Kristian Fløj-Jensen fra Rødding ved Spøttrup sit arbejde i DLF's hovedstyrelse. Og han er blevet genvalgt lige siden. På stabilitet og besindighed. Og på indædt insisteren.

Gennem alle årene har Fløj-Jensen lagt et stort arbejde i organisationsudvalget, og i otte år sad han i rets- og tjenstligt udvalg, det, der nu hedder fagligt udvalg.

Indtil 1980 var han også formand for bladudvalget, som havde til opgave at holde øje med Folkeskolens redaktionelle linie, og selv om dette udvalg nu er nedlagt, kan man være sikker på, at Fløj-Jensen stadig taler varmt for beskyttelse af bladets redaktionelle frihed.

For to valgperioder siden skiftede Fløj-Jensen fraktion, så han nu repræsenterer pensionisterne, og det har på mange måder ført til en skærpelse af tonen. Der går ikke et møde, hvor han ikke får nævnt pensionisterne, og hvad der tidligere var utænkeligt for Fløj - som han kaldes til daglig - blev en realitet sidste forår: han sagde nej til et overenskomstresultat!

Der er masser af energi i jubilaren.