Bagsmækken - et ord, der vil noget! Læsset med skoleassociationer fra 40'ernes slutning, dengang å'erne slog aa'erne af marken, og man pludselig kunne, skulle og ville med dobbelt n og dobbelte l'er, da navneordene blev små i begyndelsen, og hvad der ellers hændte af revolutionerende sager.

Jeg sanser det lyslevende: inspektørkontoret i den store kaserne bygget til at modtage de horder, som var produceret på den væsentligste, danske slagmark: krigslagnerne. På væggen hang en ramme spanskrør af diverse tykkelser og længder, af varierende bonitet, elasticitet og svirpningsgrad.

Bag skrivebordet: inspektøren; dette magtsymbol, der på et blikøje kunne se delinkventen an og sætte hans forseelse og bagdel i forhold til netop det rør, der hang og ventede på at blive rørt.

Ritualet var enkelt, overskueligt og forståeligt. Forbrydelse og straf, øje for øje, tand for tand - den nærjura, de fleste sværger og svor til. Kodeks i kantiner, på bodegaer, under nytårstaler og hos friske, unge justitsministre: lynjustits og tørre tærsk til benefice for retsbevidstheden.

Inkvisitor selv som upersonlig, straffende instans. Når han havde truffet sit valg i rørsamlingen, behøvedes kun et blik, en symbolsk gestus, før synderen strammede buks og gjorde sig bagsmækkelig. Ingen stillede spørgsmål ved proceduren. Der var intet personligt mellem rørsvinger og slagmodtager - i mange tilfælde var det deres første møde, deres første nærmere kontakt.

Netop det upersonlige gav straffen et civiliseret anstrøg. Den inspektør, der forstod at bevare distancen, som svang røret objektivt, ikke lagde følelser i forehavendet, hverken tjattede eller slog for hårdt, behøvede ikke at frygte påfølgende bitterhed, hævndrømme eller regulære gengældelsesaktioner.

Han var ikke en voksen, der tampede et barn, men metafor for systemet, der straffede en lovovertræder og dermed basta. Sådan har mange haft ondt i røven uden at få det.

Er man overbevist om sin skyld, er det ikke svært at modtage straffen, og er man overbevist om juraens retfærdighed, er det heller ikke vanskeligt at straffe. Og at det påhvilede institutionens øverstbefalende i egen ophøjede person at eksekvere, oplevedes som en slags anerkendelse af den, der leverede bagfjerding; selv småforbrydere har fornemmelser og føler sig en anelse beæret ved at blive tugtet af kongen selv i hans egne gemakker frem for at blive hevet ned i kælderen til en underbetalt bøddel, der kun får sig lidt status ved at ydmyge andre.

En bøddel kan selvfølgelig være lige så objektiv som en konge - men han har ikke det samme ansvar. Derfor burde det sådan set være statsministeren selv eller justitsministeren, der på vegne af samfundet hævnede sig på de bestialske voldsmænd, der skal skrides ind over for. Lad os se Nyrup eller Jensen tampe de tunge drenge offentligt. Det ville være ansvarligt.

Om det vil hjælpe, er en anden sag. For som antydet er straf kun virkningsfuld, for så vidt som offeret er angergivent over for det system, som afstraffer.

Tugtemester må vide at holde sig i skindet og undgå følelser. Distanceret og værdig som de gamle inspektører bør han fatte pinden og tegne samfundets striber på forbryderflæsket. Rolig bør han sætte røret tilbage i det velassorterede stativ. Afmålt bør han vende sig mod delinkventen, der i mellemtiden har halet permissionerne på plads. Og betyde for ham, at han kan gå, at seancen nu er forbi.

Hans elever så ikke i natlige ønskedrømme skolen omspændt af flammer og nærede ikke ganske urealistiske sneforhåbninger. De bøjede sig tavst og ydmygt for autoriteten og lærte for de flestes vedkommende at sætte deres egne unger på plads, så der engang kunne komme ordentlige samfundsborgere ud af dem.

For det er vel det, det drejer sig om - med vold og magt, havde jeg nær sagt.

Peter Poulsen er forfatter.