Uskolet

Indretningsfif til dit hjemmekontor

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

• Politiske kommentatorer lader sig altid filme foran en imponerende reol fyldt med seje biografier på engelsk. På samme måde bør du som lærer være bevidst om, hvilke subtile signaler du sender, når du underviser hjemmefra.

• Sørg for at placere dit originale L.A. Ring-maleri lige så tydeligt i baggrunden, som statsministeren havde arrangeret det under sin nytårstale fra Marienborg.

• Sid på tre-fire store puder, så din autoritet filmet nedefra får et tiltrængt boost, og eleverne mindes om, hvem de skal have respekt for, også selv om lyden kort efter ryger igen, det er sgu da utroligt.

• Selv de mindste markører fra dit privatliv bliver afkodet af eleverne. Hold derfor eventuelt din bøtte med chocolate chip cookie dough ude af billedet, måske også askebægeret.

• Er det egentlig ikke nu, din akvarelserie ˝Indtryk fra Stevns" omsider kan få den eksponering, den fortjener?

• Hvis du vælger den sikre løsning og placerer dig foran en grøn plante, så pep den i det mindste lidt op med et stroboskoplys.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.