"Jeg håber, at 2019 bliver børnepolitikkens år. Normalt er det sådan, at sundhed- og udlændingepolitik fylder rigtigt meget rigtigt. Jeg kunne godt tænke mig, at den handlede mere om børnepolitikken", siger SF's ordfører blandt andet i sin nytårstale på Facebook.

Skolepolitikere gik ind i det nye år med få ord om skolen

Statsministeren brugte ikke sin nytårstaletid på skolen. Selvom en række politikere i år havde valgt at byde ind med en nytårstale, var det ikke mange ord, der blev brugt på folkeskolen i talerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2016 nævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen et møde med drengene fra Løkkefondens "DrengeAkademiet" i sin nytårstale.

I 2017 fortalte statsministeren i sin tale, at regeringen ville have fokus på de skoler, "hvor mange elever klarer sig dårligt". Det blev til den meget omtalte præmiepulje for 104 skoler, der måler på skolernes andel af elever med et lavere karaktersnit end 4 i dansk og matematik.

Sidste år handlede Lars Løkkes ord om skolen om, at regeringen ville "bryde den kæde, hvor generation efter generation lever i parallelsamfund". Det blev senere til indførelsen af sprogprøver i børnehaveklassen på skoler i ghettoområder og muligheden for at fratage forældre deres børnepenge, hvis deres barns fravær i skolen overstiger 15 procent.

Tre år i træk med en nytårstale, der indeholder politik om folkeskolen. Men i statsministerens nytårstale anno 2019 var der ingen ord om folkeskolen, selvom regeringen endnu ikke er nået i mål med de skoleforhandlinger, de første gang inviterede til tilbage i september.

Mange nytårstaler i 2019

Det betyder imidlertid ikke, at det nye år, som senest 18. juni vil byde på et folketingsvalg, blev indledt helt uden at nævne folkeskolen.

Statsministeren var nemlig ikke ene om at indlede året med en tale til nationen. Folkeskolen.dk har været igennem Facebooksiderne for alle Folketingets partier og profilsiderne for partiernes formænd og undervisningsordførere.

Og selvom folkeskolen sjældent bliver nævnt, er skolen ikke helt glemt. Folkeskolen.dk giver dig her et overblik over de få ord, som folkeskolen fik med på vej ind i det nye år.

Jacob Mark holder tale om børn

Mest opmærksomhed fik folkeskolen fra SF. Partiet har siden 2017 talt om at indføre en 'ro-på-reform'. Og det gælder også børnene.  

"Vi skal give vores børn ro på. Mindre test. Mere læring", lyder det i en nytårstale fra partiets formand Pia Olsen Dyhr.

Partiets gruppeformand og undervisningsordfører Jacob Mark gik også ind i det nye ord med en nytårstale. En tale, der udelukkende omhandler børn:

"I SF mener vi, at der er for lidt fokus på børn. Derfor holder jeg en nytårstale om børn. Jeg håber, at 2019 bliver børnepolitikkens år. Normalt er det sådan, at sundhed- og udlændingepolitik fylder rigtigt meget rigtigt. Jeg kunne godt tænke mig, at den handlede mere om børnepolitikken", siger SF's ordfører blandt andet i videoen.

Sidste år proklamerede Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, at hun vil være børnenes statsminister, hvis hun står som statsminister efter det kommende folketingsvalg.

Det bifalder Jacob Mark i sin tale, men understreger, at der er brug for konkrete ambitioner på børnenes vegne for legitimt at kunne kalde sig børnenes statsminister.

I videoen præsenterer han en tjekliste, som SF har udformet, der blandt andet indeholder et krav om at "skrue ned for karakterræset", afskaffe de nationale test samt afskaffe sprogprøverne fra regeringens ghettopakke.

Mette Frederiksen: Brug for mere fokus på ordblindhed

Socialdemokratiets Mette Frederiksen indledte ikke året med en nytårstale på Facebook. I stedet kan man på hendes profilside finde en video, hvor hun besvarer spørgsmål fra kommentarsporet.

Hele december havde den socialdemokratiske statsministerkandidat anvendt sin Facebookprofil til at sætte fokus på nogle af de besøg ude i virkeligheden, som hun gjorde i løbet af året.

Ét af besøgene var med en ung mand, der først sent i sit uddannelsesforløb blev udredt for ordblindhed, fortæller hun i videoen.

"Jeg har rigtigt svært ved at forstå, at vi kan have et skolesystem, hvor man går i 10 år, hvor der ikke er nogen, der opdager, at man er ordblind. Det skal vi have gjort noget ved".

I videoen svarer hun på, om hun vil indføre, at alle børn skal screenes for ordblindhed i 1. klasse. Det forslag støtter hun ikke:

"Jeg tror, at en dygtig lærer kan spotte, hvem der har udfordringer, og hvem der ikke har. Men så skal vi som samfund rykke med det samme, når læreren konstaterer, at her er der et problem. Ordblindhed skal vi have gjort noget mere ved".

K: 2019 vil byde på justeringer af reformen

Undervisningsordfører for Liberal Alliance Henrik Dahl er den eneste ordfører med ansvar for folkeskolen udover Jacob Mark, der har valgt at lægge en nytårstale ud på Facebook. Ligesom statsministerens nytårstale nævner han dog ikke skolen.

Den eneste anden af Folketings undervisningsordførere, der nævner folkeskolen på deres Facebook-profil, er Konservatives Brigitte Klintskov Jerkel.

Hun konstaterer dog blot, at 2019 vil byde på "justeringer af folkeskolereformen".

Blogger: Dét her burde Løkke have sagt

Rådgiver på folkeskolen.dk's religionsnetværk Janne Skovbjerg var hurtig til at bemærke, at statsministeren undlod at nævne skolen i sin næsten 18 minutter lange tale. 2. januar var hun derfor klar med et blogindlæg, hvor hun kom et personligt bud på, hvad hun gerne havde set statsministeren sige om skolen.

Ifølge Janne Skovbjerg burde Lars Løkke være kommet med et forslag om at reducere skoleugen med op til fem timer, at tilknytte en socialpædagog til alle årgange med inkluderede børn og at indføre et maksimalt undervisningstimetal for klasselærere på 22 timer om ugen og 25 timer for faglærere.

Du kan læse blogindlægget i sin fulde længde i linket herunder:

Blog:  Nytårstalens udeladte afsnit