Lad os følge Daniel på 9 år en almindelig hverdag og se, hvor ofte han støder på tomme kalorier, som han kan have lyst til at spise: Når han om morgenen vælger mellem alle de forskellige morgenmadsprodukter, er mange meget sukkerholdige og fylder derfor godt i sukkerregnsskabet. Det samme gør saften, frugtyoghurt og kanelgifler, der kan købes i skoleboden, samt fredagskagen og slikposen fordi Emma har fødselsdag, samt flødebollerne fordi klassens fodboldhold har vundet.

I fritidsordningen er der saftevand, og Daniel køber en pose slik, han deler med Markus. Som gevinst for at vinde gokart-turneringen er der lakrids til hele holdet. Til fodboldtræningen er der sodavand i pausen. På vejen hjem smutter han og mor ind forbi bageren og køber det, mor kalder "lidt godt til kaffen". Daniel snupper en halv pakke kiks med ind på værelset til computeren, for han er småsulten.

Det er eksempler på fristelser, som Daniel kan møde på én dag. Hvilket er mere, end han har plads til af tomme kalorier på én uge!

Er det rimeligt, at en 9 årig selv skal styre?

Men kan et barn selv styre, hvor mange tomme kalorier, der er godt for det at spise, når det ligger lige for næsen af ham - både derhjemme, i skoleboden, i klasseværelset, blandt kammerater, i fritidsordningen og i fritidsaktiviteten? Er det rimeligt, at vi voksne lader det være op til barnet at håndtere den evige konflikt, der handler om den langsigtede strategi kontra tilfredshed på den korte bane? I skolen lærer børnene om, hvad der er sund mad, men hver femte skolebarn mellem 11 og 15 år er overvægtige. Væsentlige årsager er dårlige kostvaner, fysisk inaktivitet, og de usunde mad- og drikkevarer, der desværre ofte er det letteste valg. Det er ikke ualmindeligt at et barn får 25% af sine kalorier på en dag fra sodavand, slik, is og kager.

Hvem har ansvaret?

Alle, der er i kontakt med Daniel, har et ansvar i forhold til mængden af tomme kalorier, han bliver tilbudt. Udgangspunktet for hvordan råderummet disponeres må være, hvad der er godt for barnets ve og vel. Det ideelle, men også det sværeste vil være, at forældre, skole, fritidsordning og fritidsorganisationer blev enige om hvor, hvornår og hvem, der giver barnet søde sager. Hvilket i Daniels tilfælde vil sige, at alle parter skal skære betragtelig ned på mængden, eller at nogle af partnerne finder på noget andet at hygge med. At få gode slikvaner er en lang læreproces, som mindst kræver, at de voksne både ude og hjemme er gode rollemodeller, der har andre måder at forkæle sig selv på end gennem tomme kalorier.

Hvad er dagintitutionens/skolens/fritidsordningens rolle?

Daginstitutionen/skolen/fritidsordningen kan ikke ændre et barns grundlæggende levevilkår. Men den kan medvirke til at skabe sunde rammer for barnet i det tidsrum, det er i institutions varetægt, og samtidig påvirke barnets vaner. Udvalget af mad bestemmer barnets valg.

Skoleledelsen, skolebestyrelsen og daginstitutionerne kan gøre det sunde valg til et let valg for barnet. Når sundhed gøres til en del af værdigrundlaget, er det nemmere at gennemføre en forandring. Forandringsprocesser kræver tålmodighed og tid, men selv små skridt kan føre til målet!

Skal skolen/fritidsordningen/daginstitutionen blande sig i Daniels søde dag?

Det gør den jo allerede. Uanset om den tillader, at der er tomme kalorier i daglig omsætning, eller om f.eks. skolebestyrelsen har taget stilling til, at den slags ikke hører til i hverdagen, undtagen ved særlige lejligheder. Og argumenter for en beslutning om sunde måltider i skole,fritidsordning og daginstitution er der nok af.

Kan Daniels spisevaner brydes?

Hvis skolen/fritidsordningen skal have succes med at påvirke Daniel og hans kammeraters spisevaner, er det vigtigt, at alle Daniels omgivelser erkender, at det lille stk. slik eller kage bliver til mange små stykker på en dag og aktivt tager stilling til, hvordan man vil arbejde med sundhed og hvorfor - både ud fra en sundhedsmæssig og pædagogisk vinkel.

Kommuner, hvor der har været en indsats for at fremme børnenes sundhed i nogle år, begynder at se resultaterne. De første forsigtige tegn på, at der ikke sker yderligere stigning i antallet af overvægtige børn i disse kommuner, er kommet frem i medierne. Det er godt gået.

Vi har også lige haft en vældig debat om en sydfynsk kommune, der meldte ud, at det nu var slut med søde sager i kommunens skoler og børneinstitutioner. Det gav en masse diskussion om, hvorvidt det nu var noget kommunen skulle blande sig i. Få dage efter var det en nordjysk kommune, der stille og roligt fortalte, at sådan en politik havde de haft i daginstitutionerne i flere år. Det fungerede fint og gjorde hverdagen nemmere både for institutionerne og forældrene. Tandplejen kunne se en bedre tandsundhed og antallet af overvægtige børn i indskolingen var gået ned.

De fleste kommuner har formuleret og vedtaget overordnet politikker for børne- unge området, når det gælder sundhed. Når institutionerne arbejder med mad og måltider er det vigtigt, at politikken er koordineret med de visioner, mål og politikker kommunen har udarbejdet, da det skaber bedre mulighed for synergi og gennemslagskraft af sundhedsfremmende aktiviteter for kommunens børn.

Er det nu så vigtigt?

Som eksemplet med Daniel viser, møder vi usunde fristelser mange steder i løbet af en dag, det gælder både børn og voksne. Og der er ingen af os, der har særlig meget plads til alle disse tomme kalorier, hvis vores kost skal være sund. De fleste bliver overraskede over, hvor lille råderummet er. Fødevarestyrelsens Altomkost rejsehold rådgiver kommunerne om mad- og måltidspolitik og hjælper med at starte beslutningsprocesserne lokalt, og på www.altomkost.dk kan man finde de kolde fakta om, hvad der er plads til af tomme kalorier på en dag.

 Else Molander er chef for Fødevarestyrelsens Ernæringskontor