Undersøgelse viser, at mænd kan nedsætte deres risiko for tyktarmskræft med 15 procent ved at spise 50 gram ekstra fuldkorn
PR Foto
Fuldkorn nedsætter risiko for tarmkræft
Mænd kan nedsætte deres risiko for tyktarmskræft med 15 procent ved at spise 50 gram ekstra fuldkorn. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse er offentliggjort i British Journal of Cancer. Ifølge undersøgelsen kan mænd nedsætte deres risiko for tyktarmskræft med 15 procent for hver 50 gram ekstra fuldkorn, de spiser. Samme tendens gælder for endetarmskræft. Det skriver fpn.dk.
Rikke Egeberg, der er forsker i afdelingen for Kost, kræft og helbred i Kræftens Bekæmpelse og står bag undersøgelsen, siger, at forskerne dog ikke kunne se samme tendens hos kvinder.
"Vi kan ikke forklare hvorfor, men det kan skyldes, at variationen af indtaget af fuldkornsprodukter blandt kvinderne i undersøgelsen ikke var tilstrækkelig. Det kan gøre det sværere at finde en effekt", siger Rikke Egeberg.
Hun understreger dog, at andre undersøgelser tyder på, at også kvinder kan beskytte sig mod tarmkræft ved at spise fuldkorn.
Styrker tarmfloraen
Madvarer med fuldkorn styrker tarmfloraen, indeholder vigtige stoffer og giver bedre fordøjelse. Det er de mest sandsynlige forklaringer på, at fuldkorn kan forebygge tarmkræft, mener forskerne.
Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer og data fra over 55.000 danskere, der er blevet fulgt i knap ti år. Netop danske forskere er i en unik position til at undersøge de gavnlige effekter af fuldkorn.
"I eksempelvis USA spiser de stort set ikke nogen fuldkornsprodukter overhovedet, og det bliver heller ikke til meget i den sydeuropæiske kost. Derimod spiser stort set alle danskere rugbrød, og mange spiser havregryn", siger Rikke Egeberg.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at voksne danskere spiser mindst 75 gram fuldkorn om dagen.
Tirsdag den 16. november fra 15.30-18.00 holder Selskabet for Ernæringsforskning møde om Nordisk kost, fuldkorn og kræft på KU-life i København.