Verdensmesteren i 800 meter fri Lotte Friis underviste 4.b fra Egholmskolen i svømning

Verdensmester underviser 4.klasse i svømning

4.b på Egholmskolen i Vallensbæk Strand fik i dag svømmeundervisning af verdensmesteren Lotte Friis. Klassen er blevet kåret som en af Danmarks mest aktive i deres aldersgruppe gennem kampagnen Aktiv Rundt i Danmark forrige år.

Publiceret Senest opdateret
Lotte Friis kom med gode råd til eleverne undervejs
Der blev blandt andet givet råd til rygcrawl
Efter svømmeundervisningen var der foredrag og autografskrivning i klassen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var ikke en helt almindelig svømmetime, som eleverne fra 4.b på Egholmskolen i Vallensbæk Strand i dag fik. Deres normale svømmelærer var i dagens anledning skiftet ud med verdens- og europamesteren på 800 meter fri Lotte Friis.

Mens det udendørs termometer viste temperaturer under frysepunktet , var stemningen på kogepunktet i svømmehallen. Eleverne fra 4.b hoppede forventningsfulde i vandet, og Lotte Friis starte med at vise, hvordan forskellige svømmediscipliner udføres korrekt.

Herefter var det elevernes tur til at vise, hvad de kunne i et svømmebassin. Mens 4.b svømmede både crawl, bryst og på ryggen, kom Lotte Friis med gode råd og vejledning til, hvordan eleverne kunne forbedre deres svømmeteknik.

Et crawltag for svømmeundervisningen

Efter en times svømmeundervisning gav Lotte Friis et foredrag, viste billeder og skrev autografer til elevernes store fornøjelse. Og verdensmesteren tager gerne et crawltag for svømmeundervisningen i folkeskolen.

"Det er vigtigt, at alle børn bliver fortrolige med vand i et land som Danmark, der er omgivet af hav. Ikke alene er det vigtigt for badesikkerheden, at børnene kan svømme, men det er også en sjov og god måde at få motion på", siger Lotte Friis.

"Det har været sjovt at undervise og give det videre. Aktiv Rundt i Danmark går netop ud på, at motion skal være sjov. Jeg har tidligere trænet svømmehold, så det var som at komme hjem igen. Eleverne tog hurtigt mine kommentarer til sig. Jeg håber, at det kan motiverer dem til at dyrke idræt".

Forhindringsløb og grammatik

Klasselærer og idrætslærer for 4.b Torben Staffe er glad for Lotte Friis' besøg. Han fortæller, at den aktive livsstil under Aktiv Rundt i Danmark-kampagnen har holdt ved hos mange af eleverne.

"Klassen gik virkelig op i at lave en masse aktiviteter, da Aktiv Rundt i Danmark-kampagnen var i gang, så det er dejligt, at de vandt. Og det har vist sig, at den aktive hverdag for mange er blevet til en god vane", siger han.

Klassen har blandt andet udfyldt et skema, hvor de har krydset af, om de har fået otte timers søvn, spist sundt og taget cyklen i skole. Derudover har Torben Staffe inddraget idrætten og legen i læringen ved at kombinere bevægelse og grammatik i en forhindringsbane, hvor eleverne skulle kravle over og under borde, inden de kunne svare på spørgsmål ved tavlen.

"Det er i forvejen en aktiv klasse, og de har glædet sig virkelig meget til at få besøg af Lotte Friis. De har haft svømning siden 2. klasse, og der var jo vild jubel, da Lotte Friis kom. Jeg er meget stolt på børnenes vegne over, at de klarede det så godt under Aktiv Rundt. Det er noget, vi kan bygge videre på", siger han.

Jacob fra 4.b var glad for Lotte Friis' besøg.

"Vi har været aktive i timerne, cyklet til skole og dyrket en masse idræt i fritiden. Det har været hårdt at bevæge sig så meget. Jeg er meget glad for, at Lotte Friis er kommet på besøg, det har været svært at vente på".

Slik og kager forbudt

Det var ikke kun under kampagnen, at eleverne på Egholmskolen havde en sund og aktiv livsstil. Egholmskolen har en aktiv sundhedspolitik, hvor slik, kager og søde sager ikke er tilladt.

"Eleverne vil jo helst have flødeboller, men de får så meget slik uden for skoletiden, så nu stå den på frugt og juice til fødselsdagene. Eleverne skulle lige vænne sig til det, men det fungerer", siger Torben Staffe.

Kampagnemedarbejder for Aktiv Rundt i Danmark Lise Hostrup håber, at det motiverer eleverne til at dyrke motion, at en kendt idrætsperson som Lotte Friis besøger klassen. Og især svømning, mener hun, er en god sport at satse på.

"Alle kan være med i svømning. Svømning er meget inkluderende, da tyngdekraften bliver ophævet. Det skaber noget vandglæde. At Lotte Friis kommer ud og underviser eleverne har en kæmpe betydning", siger hun.

Aktiv Rundt i Danmark er en landdækkende kampagne, der i år kører for sjette år i træk i de tre uger op til skolernes efterårsferie. I 2010 deltog mere end 107.000 elever i konkurrencen. Kampagnen bliver arrangeret af Videncenter for sundhedsfremme ved University College Syddanmark og Arla.