Anmeldelse

Den mundtlige prøve i engelsk

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sidste skoleår, da prøvekravene i engelsk blev ændret, var vi rigtig mange engelsklærere, der sukkede efter noget materiale, hvor man kunne se en realistisk prøvesituation. Det har vi nu fået en fremragende mulighed for med denne dvd og tilhørende hefte, som Center for Undervisningsmidler, CVU Syd, har ladet fremstille. Filmen er ikke kun egnet til lærere, men kan også med stor fordel ses af elever i 9. klasse, der har behov for at få afdramatiseret prøvesituationen.

Fakta:

Titel: Den mundtlige prøve i engelsk

Pris: 300 kroner

Type: Bog med dvd

Forlag: Center for Undervisningsmidler

På dvd'en ser vi eleven Simone fra en skole i Maribo redegøre for sit selvvalgte emne. Dernæst trækker hun sit spørgsmål og indgår i en god samtale med lærer og den beskikkede censor om det lodtrukne emne. Sidst, men ikke mindst, får vi et interessant indblik i voteringen, efter at eleven har forladt lokalet.

Det er specielt spændende at høre censors og lærers argumenter på basis af det udfyldte evalueringsark. Det giver ekstra vægt til vurderingen, når vi ved, at den beskikkede censor, Rita Mogensen, senere er blevet udnævnt til Undervisningsministeriets fagkonsulent i engelsk.

Dvd'en ledsages af et fortrinligt hefte, hvor man har samlet forskelligt materiale om den mundtlige prøve i engelsk, desuden er der en grundig gennemgang af filmen samt yderligere velegnet inspirationsmateriale.