Anmeldelse

Skoleordbog Engelsk

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle engelsklærere har prøvet at sidde med elever i de store klasser, som ikke kan finde ud af at slå op i en ordbog, så deres sprog til overflod bliver fyldt af danismer og andre "sprogtudser". Undervisningsministeriet anbefaler i trinmålene efter 7. klasse, at der jævnligt undervises "i hensigtsmæssig og kritisk opslag af ord i ordbog, så eleverne gradvist vænnes til at benytte ordbogen selvstændigt". Blandt andet derfor er det vigtigt i en forholdsvis tidlig alder at lære eleverne, hvordan man bruger en ordbog.

Fakta:

Titel: Skoleordbog Engelsk

Pris: 162,50 kroner

Sider: 732 sider

Type: Bog

Forlag: Alinea

Til dette formål er der nu udkommet en skoleordbog beregnet for 5.-7. klassetrin. Ordbogen indeholder en engelsk-dansk og en dansk-engelsk alfabetisk del, hvor eleverne på en rimelig let og overskuelig måde kan slå rigtig mange gængse ord og udtryk op. Desuden findes der fine emneordlister til fjorten aldersrelevante emner som for eksempel computer, musik, sport samt kærlighed og venskab. Eleverne kan også hitte vigtige engelske forkortelser, talord, ugedage og uregelmæssige verber bagerst i bogen. Det eneste, jeg savner i ordbogen, er lydskrift efter ordet, så eleverne kan se udtalen.

En del lærere vil sandsynligvis foretrække at lade eleverne benytte de ordbøger, som bruges i overbygningen, men det er måske ikke en dårlig ide at starte med en mere enkel ordbog, så børnene lidt efter lidt vænner sig til at foretage relevante opslag.