Igen nødvendigt at oprette ekstra hold for ledertalenter

Mange lærere går rundt med en drøm om at blive skoleleder. Da anden og sidste ansøgningsfrist til forløbet Talent for ledelse udløb mandag, havde kommunerne igen søgt om plads til over 100 lærere. Dermed kommer 200 lærere på førlederkurset i 2011.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved den første ansøgningsfrist for to måneder siden søgte 21 kommuner om at få 120 lærere med på kurset, som Undervisningsministeriet, KL, DLF, Børne- og Kulturchefforeningen og Skolelederforeningen står bag. Da den anden frist udløb i mandags, havde 20 kommuner bedt om plads til, at i alt 109 lærere kan snuse til lederjobbet.

I første omgang havde initiativtagerne regnet med at oprette to hold med i alt 50 deltagere til foråret, men efter den massive interesse i første runde går fire hold i gang med undervisningen efter nytår. Deltagerne i anden runde må vente til efter sommerferien næste år, men også til den tid bliver der oprettet fire hold.

"Vi får 200 lærere af sted, og det er vi meget tilfredse med. Dermed har vi brugt alle de penge, der er bevilget til projektet", siger chefkonsulent Jon Jespersen fra Undervisningsministeriet.

Roskilde og Viborg har søgt i begge runder

To kommuner har søgt begge gange, nemlig Roskilde og Viborg. De begrunder det med, at de har forholdsvis mange ledere over 58 år og derfor får god brug for afløsere.

De 18 andre kommuner i anden runde er:

Hørsholm

Holbæk

Lolland

Gladsaxe

Faaborg-Midtfyn

Kerteminde

Herlev

Halsnæs

Egedal

Favrskov

Haderslev

Norddjurs

Kolding

Vesthimmerland

Skanderborg

Ringkøbing-Skjern

Holstebro

Lemvig

Læs mere

Talent for ledelse