Lars Busk fylder 60

Publiceret Senest opdateret

Lars Busk Hansen har en lang fagforeningskarriere – siden 1998 som kredsformand for Lærerkreds Nord, der dækker Hjørring, Frederikshavn og Læsø kommuner, og siden 2004 også som medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening (DLF).

Som kredsformand har Lars Busk blandt andet stået i spidsen for to kredssammenlægninger, og i 2011 stillede han op til posten som næstformand i Lærerforeningen, men tabte til Dorte Lange. Siden har han flere gange været topscorer ved valg til hovedstyrelsen.

Lars Busk er uddannet fra Hjørring Seminarium, og inden det fagpolitiske arbejde tog til, var han lærer, først på den lille landskole Skallerup Skole, og senere flyttede han til Lundergårdskolen.

I DLF's hovedstyrelse er Lars Busk medlem af overenskomstudvalget, og en af hans mærkesager er, at lærere skal have bedre muligheder for kompetenceudvikling, for det, mener han, giver et bedre lærerliv og dermed også en bedre skole. Så det er nok ikke tilfældigt, at han selv har været en tur på skolebænken flere gange som voksen og efteruddannet sig inden for ledelse.

Selv om han 26. maj runder et skarpt hjørne, har Lars Busk ingen planer om at stoppe eller skrue ned.

”Når man er politisk valgt, er det ikke op til en selv, hvor længe man kan fortsætte med at gøre det, man gør”, siger han. ”Men jeg planlægger ikke at stoppe, bare fordi jeg er blevet lidt ældre”, siger 60-års fødselaren.

Privat er Lars Busk gift med Karin på 37. år og far til to drenge, der er så store, at de er flyttet hjemmefra.