OK24

Topforhandler for Forhandlingsfællesskabet for alle kommunalt ansatte, FOA-formand Mona Striib, og formand for pædagogernes forbund BUPL Elisa Rimpler ligger helt oppe i toppen af magthierarkiet, når det gælder den danske model. I hvert fald ifølge en ny top 100 fra mediet A4Overenskomst.

Her er de mest magtfulde i den kommunale fagbevægelse 

Mediet A4 Overenskomst har udarbejdet en Top 100 over personer med magt og indflydelse i forhold til den danske model. Se hvor lærernes formand er på listen. 

Publiceret Senest opdateret

Netop nu forhandles de kommunalt ansattes overenskomster. I spidsen for forhandlingsdelegationen på arbejdstagernes side står Mona Striib, der er formand for fagforbundet FOA. 

Hun er på fjerdepladsen på en ny Top 100 over de mest magtfulde mennesker på det danske arbejdsmarked, som mediet A4Overenskomst har udarbejdet i samråd med et panel af eksperter. 

Nr. 1 er formand for Dansk Metal Claus Jensen, nr. 2 er arbejdsgiverorganisationen Dansk Industris direktør Lars Sandahl Sørensen og nr. 3 er statsminister Mette Frederiksen (S). 

Allerede på en sjetteplads finder vi en anden repræsentant for de kommunalt ansatte, nemlig formand for pædagogernes forbund BUPL, Elisa Rimpler. 

Hun ligger dermed langt højere i magthierarkiet end lærerformand Gordon Ørskov Madsen, som er på 24.-pladsen på A4's liste  (rettet. kl 16:55, red.)

"Det kan hun kun være supertilfreds med", siger kommentator på A4 Gitte Redder, som er en af eksperterne i panelet, til A4Overenskomst, om Elisa Rimplers placering.

"Hun har i den grad fået sat pædagogernes løn på dagsordenen. Hun har spillet en central rolle i treparten, debatten om minimumsnormeringer og forbedringer på pædagoguddannelsen. Hun har skabt resultater i både fagbevægelsen og i dansk politik, og det bliver hun honoreret for her. Pædagogerne er repræsenteret af en stærk og synlig formand, viser den her undersøgelse", lyder det videre fra Gitte Redder.

Af andre personer, der har berøring med arbejdsvilkårene på skoleområdet, kan nævnes de kommunale arbejdsgiveres topforhandler Michael Ziegler på 11.-pladsen, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på 23.-pladsen, KL's formand Martin Damm nr. 31 og KL's øverste direktør Kristian Vendelbo på plads nr. 45 og KL's direktør på overenskomstområdet Kristian Heunicke, som er nr. 72.