Selvom Tage Lau har rundet 85 år, er han stadig medlem af Danmarks Lærerforening. Og det er et meget aktivt valg.

Som bornholmer, der som otteårig lå i kælderen, da russerne i 1945 bombede Bornholm med massive ødelæggelser til følge, kender Tage Lau alt til værdien af fællesskab og solidaritet.

Derfor var Tage Lau heller ikke et sekund i tvivl om, at han skulle meldes ind i Danmarks Lærerforening tilbage i 1960, da han havde fået sit første lærerjob på Korsør Byskole.

63 år senere er medlemskabet intakt, selvom han forlod sit aktive skoleliv i 1997.

”For mig handler det at være medlem af Danmarks Lærerforening om solidaritet. Hele den der tankegang om, hvad får jeg ud af det som enkeltperson, ser jeg som egoisme. Det handler om at stå sammen og se helheden”, siger Tage Lau.

”Så hvis man gerne vil være med i et stærkt fællesskab og gerne vil have, at ens fagforening er der til at hjælpe, når det kniber for en selv – eller ens kolleger, så skal man melde sig ind og betale det kontingent, det koster”, fortsætter han.

To-klasses landsbyskole

I dag bor Tage Lau med sin anden hustru Annelise i Højbjerg ved Aarhus, men i det lange liv fra opvæksten på husmandsstedet i Nylars på Bornholm og til nu har han været vidt omkring.

Den første berøring med skolen var i en to-klasses landsbyskole i fiskerlejet Arnager.

Her boede læreren i den ene ende af bygningen, og i den anden ende var der klasseværelse, hvor piger og drenge sad på hver sin side. Vinduerne var kalket til halvt oppe, så eleverne ikke blev forstyrret ved at sidde og kigge ud ad vinduerne, og når læreren kom ind, rejste alle elever sig op.

”Vi gik i skole hver anden dag. 1.-4. klasse var i skole mandag, onsdag og fredag, og 5.-7. klasse tirsdag, torsdag og lørdag – fra klokken 8-14”, fortæller Tage Lau.

Som bornholmer kom langt de fleste derefter ud at tjene, men Tage Lau bestod mellemskoleprøven, og i 1953 gik han ud af Rønne Statsskole med realeksamen.

Opfordring fra Bomholts departementschef

Egentlig havde han tænkt sig at få job på De Bornholmske Jernbaner, hvor hans farfar arbejdede som smed, men selvom hans farmor tog ham ved hånden og var med oppe at søge plads som kontorelev, blev det et nej tak.

”De ville hellere have en pige, som ikke kunne risikere at skulle ind som soldat kort tid efter”, fortæller Tage Lau.

I stedet arbejdede han et år som bondekarl på naboens avlsbrug, og så fulgte han en opfordring om at søge ind på seminariet.

”Under en arkæologisk udgravning var mit barndomshjem nærmest depot for Nationalmuseet. En af fritidsarkæologerne, som samtidig var departementschef i Undervisningsministeriet – i Julius Bomholts tid som minister – mente, jeg ville egne mig som skolelærer, og mine forældre var enige.”

Så arkæologen havde et skema med – og Tage Lau søgte ind på Vordingborg Seminarium, hvor han begyndte i 1954. Indtil da havde Tage Lau kun været en enkelt gang uden for Bornholm. På ferie i Vanløse.

Fra seminariet med stor paratviden

Han havde linjefag i engelsk og blev færdig fra seminariet i 1959. Selv beskriver han tiden på seminariet som en tid med klasseundervisning, mødepligt, vægt på faglighed og paratviden.

”Der blev sørget for, at vi gik fra seminariet med en stor paratviden med udgangspunkt i det daglige liv, så vi lærte blandt andet navnene på 50 forskellige træer, 125 blomster og geografisk navnestof kloden rundt”, siger Tage Lau.

Der var ingen SU, så Tage Lau kørte med morgenbrød hver morgen fra Fællesbageriet i Vordingborg og arbejdede alle ferier.

42 skemalagte timer

I 1959 var der lærermangel, så de færdiguddannede lærere blev nærmest hentet i taxaer af skolekommissionen. Første job var på Korsør Byskole, hvor Tage Lau fik sin lærerdebut med et skema på 42 skemalagte timer – syv timer fra mandag til lørdag.

”Det var en barsk start, hvor jeg underviste i dansk, engelsk og naturfag, men man engagerede sig jo virkelig”.

Blev lærer i Grønland

Skulle man efteruddannes – foregik det i fritiden, og Tage Lau kom hurtigt på et treårs kursus i Slagelse.

Her hørte han en dag et foredrag med grønlandsministeren, og da Tage Lau hjalp den ældre herre med hans frakke i garderoben – faldt de to i snak.

Da grønlandsministeren fandt ud af, at både Tage Lau og hans daværende hustru var skolelærer, lød det: ”Det er lige sådan nogle som jer, vi har brug for på Grønland.”

”Sådan blev det. I 1964 pakkede vi 42 flyttekasser og rejste til Nuuk”, forklarer Tage Lau.

Han fik arbejde på Realskolen i Nuuk, havde også nogle timer på børneskolen, og hustruen blev underviser på børneskolen.

”Vi fik en lejlighed oven på den gamle småbørnsskole i Nuuk – med kakkelovn, wc-spand og ingen varme i flere rum”, mindes Tage Lau.

Viceskoleleder på Julianehåb Skole

Under opholdet var Tage Lau engageret i Grønlands Lærerforening, og de sidste to år ægteparret var på Grønland, fik de ansvaret for de første-realelever, der skulle på sommertur til Danmark.

I 1968 flytter de retur til Danmark med deres lille datter. I Danmark har de begge fået et årskursus på Lærerhøjskolen i Emdrup. Tage Lau tager et årskursus i almen, social og pædagogisk psykologi, engelsk og erhvervsvejledning.

I foråret 1969 får de et opkald fra Grønlandsministeriet, der fortæller, at de mangler både en ungdomsskoleleder til den grønlandske ungdomsskole på Bornholm og en viceskoleleder til Julianehåb Skole.

”Vi kunne godt tænke os endnu en tur til Grønland, så jeg takker ja til jobbet på Julianehåb Skole, der dengang havde 600-700 elever – blandt andet en kostafdeling, hvor der boede 108 af de store elever, fordi afstandene var for store til, at de kunne komme til og fra skole”, fortæller Tage Lau.

På Julianehåb Skole havde Tage Lau et stort arbejde med at få fat i bøger, papir med videre – for alt skulle bestilles hjem fra Danmark – et halvt år i forvejen.

Tilbage til Danmark

Denne gang bliver det til 10 år i Grønland, og i den tid kommer både en søn og endnu en datter til.

”I 1979 var børnene blevet så store, så vi gerne ville hjemad. 1979 er også året, hvor Grønland får hjemmestyre, så det sidste jeg gjorde som viceskoleleder var at lave et optog gennem byen for at fejre hjemmestyret”.

Denne gang flytter de til Aarhus, og Tage Lau lægger ud med endnu et årskursus – på Lærerhøjskolen i Aarhus – i engelsk, matematik og psykologi.

Han havde fået nok af at være leder og søger tilbage til selve undervisningsgerningen, og i 1980 får Tage Lau job på Højvangskolen i Stavtrup ved Aarhus.

”Som nyansat lærer får man altid et par klasser, de andre ikke vil have. Så jeg fik en 8. klasse til dansk, men jeg havde også specialundervisning og en række andre fag”, fortæller han.

Som lærer gør man en forskel

Skiftet fra den grønlandske til den danske skole var voldsom. Specielt i forhold til læreren som autoritet.

”På Grønland var autoritetstroen stor, og det var en selvfølge, at eleverne satte sig ned stille og roligt – så man kunne komme i gang med undervisningen med det samme. På det punkt kom jeg hjem til en helt anden skole, men det gavner både lærer og elever, når man ikke skal bruge en masse tid på at skabe ro”, mener han.

Tage Lau bliver på Højvangskolen indtil sin pensionering i 1997, og i alle årene har han været glad for lærerjobbet.

”Jeg har altid haft en følelse af, at jeg gjorde en forskel for elevernes transformation fra barn til voksen, at jeg fik tilført dem nogle interesser, noget paratviden og noget dannelse”, siger Tage Lau.

Flere af realskoleleverne, som Tage Lau og hans daværende hustru havde med fra Grønland på sommerrejser i Danmark, har han stadig kontakt med.

Brænde og nyplantet blomstereng

I sit pensionistliv bruger han tid på hustruen, de tre børn, syv børnebørn og ikke mindst familiens landejendom ved Brædstrup.

”Jeg er så heldig, at vi har et husmandssted på en 30.000 kvadratmeter grund ned til Gudenåen. Det ligger midt inde i en skov, så der er hele tiden rådyr og fasaner i haven, og som et rigtigt naturmenneske nyder jeg at være der”, siger Tage Lau.

”Der er altid noget, der skal vedligeholdes, der skal laves brænde, og jeg har lige plantet en ny blomstereng med vilde blomster, som jeg fik naboen til at pløje”, fortsætter han.

Kan ikke undvære Folkeskolen

Medlemsskabet af Danmarks Lærerforening har han beholdt i solidaritet med aktive lærere, og fordi han på ingen måde kan undvære sit fagblad.

”Når man som jeg har interesseret sig for skole og for børn og unge hele sit liv, så er det ikke bare noget, man kapper af, og skal jeg have noget kvalitativ journalistik bygget på fakta om den danske folkeskole, så kan jeg ikke undvære Folkeskolen”, siger Tage Lau.

Bladet bliver nærlæst, og med et barnebarn på vej til at blive lærer, et andet barnebarn, der lige er blevet kandidat i undervisningsviden fra Aarhus Universitet og en lærerbekendt, der holder en nødvendig pause fra lærerjobbet, er han ret godt opdateret på folkeskolen anno 2023.

”Folkeskolen er den vigtigste institution i forhold til udbredelse af kultur og dannelse, men folkeskolen er blevet sat i en situation, hvor mange lærere føler sig magtesløse og må bedrive en form for overlevelsespædagogik”, siger Tage Lau.

Mangler øje for fællesskabet

Han begræder tabet af autoritet, inklusionens uheldige konsekvenser og de mange forældre, der underkender lærerens kompetencer og ikke har øje for fællesskabet.

”Der er ikke grænser for, hvor individuelt mange forældre mener, deres små prinser og prinsesser skal behandles – uden fokus på helhed og fællesskab, og belastningen bliver for hård, når man som ene lærer skal stå med 25 individer samtidig med, at man kan risikere at blive anklaget for alt muligt”, mener Tage Lau og henviser til den artikelserie, som Folkeskolen har skrevet om beskyldninger mod lærere.

Netop i sådanne sager peger Tage Lau også på vigtigheden af at være medlem af Danmarks Lærerforening.

”Foreningens vigtigste opgave er måske at beskytte lærerne på Danmarks vigtigste arbejdsplads. Alt for mange lærere forlader pt. folkeskolen”, slutter han.