Alle pladser var optaget på Tvinds efterskoler og mange stod på venteliste, for eleverne elskede den mere praksisorienterede tilgang til læring.
Alle pladser var optaget på Tvinds efterskoler og mange stod på venteliste, for eleverne elskede den mere praksisorienterede tilgang til læring.

Forfatter til ny Tvind-bog: Nutiden kan lære en masse af 70’ernes engagerede lærere

I en ny bog tegner Peter Tygesen et portræt af manden bag skoleimperiet Tvind, Amdi Petersen. Den handler om høje idealer og fællesskab på bekostning af individet. Men det er også et billede af skolen fra 2. verdenskrig til 70’erne, hvor lærerne nød respekt, frihed og stort engagement.

Publiceret Senest opdateret

”Jeg blev bedt om at skrive en historie om Tvind. Men uden Amdi, ingen Tvind. Og hans historie er rasende spændende”, fortæller journalist og forfatter Peter Tygesen, hvis bog ”Amdi og Tvind, Iværksætteren” udkom sidste fredag.

”Bogen handler om en dramatisk brydningstid i Danmarkshistorien, hvor unge mennesker ikke vil nøjes med at kukkelure i et parcelhus. De vil skabe en fremtid med mere retfærdighed og bæredygtighed. På mange måder minder det om i dag, hvor de unge forkaster boomernes gamle verden og endnu ikke ved, hvad det nye skal være”.

Bogen fortæller om Mogens Amdi Petersens opvækst som søn af en markant grundtvigiansk skolemand, som har den centrale placering i det lokale liv, som lærerne havde i 40’erne. Den beskriver sønnens oprørske sind, og hvordan han udvikler sig til en vigtig iværksætter.

Han er med til at skabe det første kollektiv, det første kulturhus, Den rejsende Højskole, Det nødvendige Seminarium, efterskoler og småskoler for skæve børn, som ikke kunne rummes andre steder. Og så stopper bogen lige der, hvor Mogens Amdi Petersen forsvinder ud af landet og er sporløst forsvundet i 23 år.

Læsere, der kender historien om Tvind, vil vide, at der dermed er lagt op til et stort drama i bind to, hvor kritikken begynder at hagle ned over skolerne, og en række afsløringer – blandt andet fra Fagbladet Folkeskolen – leder til den såkaldte Tvindlov, som sætter en stopper for den danske del af Tvindimperiet.

Kampen mod nobberterne

Forfatteren Peter Thygesen mener, at det er værd at lade sig inspirere af den praksisorienterede tilgang til læring i Tvind-skolerne.
Forfatteren Peter Thygesen mener, at det er værd at lade sig inspirere af den praksisorienterede tilgang til læring i Tvind-skolerne.

Forfatteren Peter Tygesen er selv af skolefamilie. Hans far, mor, farbror, morfar og hans to søstre er lærere.

”Jeg er dybt marineret i skolemiljøet, og jeg har set Folkeskolen ligge på bordet hele min barndom. Så jeg kan bestemt kende Amdis oplevelse af at vokse op med en far, der er patriarken i landsbyen, om end min far var en noget mere mild patriark end hans. Dengang spillede læreren virkelig en meget stor rolle som landsbyens intellektuelle kraft”, fortæller han.

Mogens Amdis far, Verner Amdi Petersen, var en disciplinær autoritet, der ikke tålte afvigelser, men samtidig gjorde et stort arbejde for at hjælpe mennesker, der havde behov for hjælp.

I bogen beskriver Peter Tygesen gennem de første kapitler skolemiljøet i Ringe, hvor Mogens Amdi Petersens far er førstelærer, som man dengang kaldte skoleledere på mindre folkeskoler på landet.

Mogens Amdi Petersen går i farens skole og får indskærpet hans værdier om god opførsel, omsorg for de svage og kristen strenghed. Gradvist bliver han mere og mere oprørsk, og vi følger hans vej først som uuddannet lærervikar i Marstal, over en tur til Algeriet og siden videre til Haderslev Statsseminarium, som på grund af lærermangel til de store årgange af børn fra 40’erne har fået lov til at oprette særlige studenterklasser, hvor man kan blive lærer på tre år.

Mogens Amdis far, Verner Amdi Petersen, var en disciplinær autoritet der ikke tålte afvigelser, men samtidig gjorde et stort arbejde for at hjælpe mennesker, der havde behov for hjælp.
Mogens Amdis far, Verner Amdi Petersen, var en disciplinær autoritet der ikke tålte afvigelser, men samtidig gjorde et stort arbejde for at hjælpe mennesker, der havde behov for hjælp.

Her samler han en gruppe af idealister omkring sig, som er enige om, at samfundets spidsborgerlige dobbeltmoralske ’nobberter’ er det værste, man kan ende som. Amdi og hans venner er enige om, at når de bliver skolelærere vil de skabe en skole, der er bedre for børnene og friere end den, de selv har været igennem, og de foragter den praksisfjerne undervisning på seminariet, hvor man ikke lærer, hvordan man skal lære fra sig.

De når lige at stifte bekendtskab med ’den sorte skole’, hvor de ikke har mulighed for at udfolde deres reformpædagogiske ideer. Men så ser de en annonce fra skoleinspektør Henrik Sidenius, som søger lærere til sin nybyggede Kroggårdsskolen på Fyn, hvor han er i gang med fuldstændig at reformere måden, man driver skole på.

Her kan Amdi og to af hans venner udfolde og videreudvikle deres ideer under en leder, der skaber elevråd, diskussioner i klasserne, demokrati, valgfag, erhvervsorienterede lejrskoler, filmklub, og dyr og potteplanter i klasseværelserne.

”Jeg skriver om en tid, hvor hele uddannelsesvæsnet og tanken gennemgår en voldsom forandring. Man kommer af den sorte skole og alle ved, at der kan man ikke blive hængende, hverken for børnenes eller samfundets skyld. Amdi griber det, der er nødvendigt i tiden og får handling og institutioner ud af det”, fortæller Peter Tygesen.

Amdi beskrives i bogen af de tidligere elever som en utroligt vellidt ung lærer, som spiller fodbold med drengene og fortæller medrivende bibelhistorier med oplæg til diskussion.

”Han var nærmest forførerisk. Han kunne argumentere, så man til sidst ikke orkede at snakke med ham. Man mistede mælet, for det var ligegyldigt, hvordan man selv argumenterede, for han kunne vende og dreje det … Til sidst skulle man virkelig være stærk, og det er man jo ikke i den alder”, fortæller tidligere elev Preben Wilemoes i bogen.

Amdi bliver også i løbet af seminarietiden engageret i bevægelsen mod atomvåben, og her modnes hans aktivistiske ideer. Sammen med et par andre starter han landets første kollektiv, som hurtigt må flytte til et større hus for at rumme ansøgerne.

Amdi bliver husets leder, og folk flokkes om ham. Der indføres husmøder, og man betaler til fællesudgifterne efter evne. Han låner penge til huset af venner uden aftale om tilbagebetaling. or penge er jo bare et tal. Mad er ikke vigtigt, dér handler det, for Amdi mest om at gøre det så billigt som muligt.

Det vrimlede med skolefolk, der var fulde af iderigdom.

Peter Tygesen

Til gengæld er der fuld fart på de aktivistiske aktiviteter. Så meget, at Amdi bliver syg og må indlægges med forhøjet blodtryk og depression. Han begynder at drømme om at rejse væk fra det hele.

”Der er en enorm grøde i hele skolevæsenet i 60’erne og 70’erne. Det giver en fantastisk sprudlende tilgang til det at være lærer og drive skole. Det var fantastisk for mig at genbesøge. Det vrimlede med skolefolk, der var fulde af iderigdom. Man hører de samme tanker i dag. Og så den status, skoledebatten og lærerne havde. Det var den vigtigste diskussion for, hvor vi skal have samfundet hen. Det er som om, at den diskussion i dag sidder fast i det teknologiske – test eller ikke test og flid eller ikke flid”, siger Peter Thygesen.

Der er grænser for, hvordan en lærer må se ud

Tilbage på skolen indstilles Amdi til fastansættelse efter den sædvanlige aspiranttid, men skolekommissionen modsætter sig, fordi han ikke som andre lærere på den tid er klædt i som minimum skjorte og slips. I stedet ankommer han i islandske sweatre, fløjlsbukser og to forskellige sokker.

Amdi nægter at klippe sit lange hår af og skifte til slips og jakke for at få en fastansættelse i folkeskolen. Men efter sagen går han selv til barber for ikke at koge over på udlandsrejser.
Amdi nægter at klippe sit lange hår af og skifte til slips og jakke for at få en fastansættelse i folkeskolen. Men efter sagen går han selv til barber for ikke at koge over på udlandsrejser.

Det bliver en stor sag, som kører i medierne. Danmarks Lærerforening støtter ikke Amdi. ”Der findes ingen regler for, hvorledes en lærer må se ud, men i praksis er der alligevel visse regler, som må overholdes”, siger foreningens sekretær, overlærer H. E. Frank Hanseny, og det har næppe gavnet Amdis sag i DLF, at han ikke tror på fagforeninger, som han også opfatter som ’nopperter’.

Trods ihærdige forsøg fra elever, forældre, kolleger og leder på i det mindste at få ham fastansat mod, at han lovede at sige op – det ville nemlig sikre ham mulighed for at blive ansat på en anden skole - holder skolekommissionen fast.

Læs kapitel fra bogen her

Læs kapitel fra bogen her

Bogen om Amdi og Tvind udkom på Gads Forlag 25. februar. Du kan smuglæse kapitel 8 om Amdis kamp for, at man som lærer må klæde sig som man vil - hent den som pdf her

Nopperterne slår igen

eller læs det under artiklen

Amdi har nu meget ringe muligheder for at blive ansat som lærer på en skole. Men han kommer til at stå som en fornyelsens martyr, og han har samlet alle grundelementerne til den pædagogik, han senere lancerer som Tvindsk, fortæller bogen:

”At eleverne arbejder i selvstændige grupper, at de skal ud i det omgivende samfund og lave ’undersøgelser’, at skolen har fokus på de underprivilegerede, både elever og verdens fattige, at skolen værdsætter praktisk arbejde for at få alle børn med og lære dem ansvar, og at planlægge undervisningen i et selvkritiske lærerforum”.

Det er ifølge Peter Tygesen direkte taget fra Amdis skoleleder Henrik Sidenius.

Men først skal han ud og rejse, og efter nogle mislykkede eventyr med to skibe tager han og en gruppe unge afsted med bus til Sydeuropa, og siden til Afrika. Han når også en anti-nazidemonstration i Flensborg, hvor han bliver idømt seks måneders fængsel, hvoraf han afsoner to.

Dér får han formuleret ’Planen’, som siden bliver et nærmest mytisk manifest, som ingen har set nedskrevet. Den bygger på erfaringer fra rejserne kombineret med Maos lille røde, og pointen er, at en revolution, der skal starte med landområderne og den tredje verden.

Dermed er grunden lagt til ”Den rejsende højskole´ og siden ´Det nødvendige seminarium´, som tiltrak unge mennesker i hobetal, der gerne ville ud at se verden og gøre en forskel både ude og hjemme.

”Så vidt jeg kan se, var den rejsende folkehøjskole en nødvendighed. Det var nødvendigt at lære unge mennesker, hvad fattigdom er og hvor meget mere unge mennesker kan, end de selv tror, for det var der brug for, fordi skolen var blevet så løsrevet fra virkeligheden. På samme måde kan du godt få mange til at skrive under på, at Det nødvendige seminarium var nødvendigt”, siger Peter Tygesen.

Han har med bogen beskrevet en tid, hvor læreren tager magten over skolen fra kirken og også forsøger at bryde med statens magt, om end det ikke lykkes helt.

”I dag har staten større magt over skolen end nogensinde før. Så meget at staten oveni købet selv har erkendt, at det nok er i overkanten, så man nu laver frikommuner. Det giver jo fantastiske mulighed for at få et blomstrende miljø op at stå igen. Staten har budt skolevæsnet op til dans, og måske kan man ved at læse den her bog og se de lange linjer lade sig inspirere af de folk, der vil noget med stor energi dengang. Ikke at man skal kopiere, hvad de gjorde dengang, men engagementet og ånden, kan man måske godt lade sig inspirere af”, mener Peter Tygesen.

Frihed for gruppen - men ydmygelser for den enkelte

Amdi og hans venner har store planer om at sejle jorden rundt, men ingen af dem har forstand på skibe, så de forliser hurtigt og må ændre planerne til busture.
Amdi og hans venner har store planer om at sejle jorden rundt, men ingen af dem har forstand på skibe, så de forliser hurtigt og må ændre planerne til busture.

Amdi og folkene omkring ham startede den rejsende højskole, hvor unge kom ud og se verden i gamle ramponerede busser, som de selv skulle både finansiere og reparere. Og et par år efter også Det nødvendige seminarium, som kørte efter lignende metoder.

Det er paradoksalt, at selv om tvindskolerne blev båret frem af individualisering og datidens krav om større frihed, så ender han med en pædagogik, som begrænser den individuelle frihed.

Peter Tygesen

Amdi formåede at få Undervisningsministeriets godkendelse ved hjælp af sine store talegaver, kontakter og smukke nye tanker om en erfaringsbaseret reformpædagogik med tæt kontakt til det virkelige liv. Der var kæmpe søgning, og måske var den faktisk for stor. For de druknede i deres egen succes, mener Peter Tygesen.

Det er de tidligere holds elever, der skal undervise de nye, og det resulterer i, at unge mennesker får ansvar for endnu yngre mennesker, og så griber de til alle mulige ubehagelige magtmekanismer.

”Dertil kommer, at Amdi havde en ide om en frigørende pædagogik, og det er tvindskolerne et udtryk for, men det var ikke frigørende for individet. Hans fokus var på grupper og klasser. Det skabte en masse situationer, hvor individer følte sig ydmyget og blev trådt på. Dér kan man lære af historiens fejltrin. Det er paradoksalt, at selv om tvindskolerne blev båret frem af individualisering og datidens krav om større frihed, så ender han med en pædagogik, som begrænser den individuelle frihed".

Gennem 70´erne vokser Amdis værk til et egentligt tvindimperium med skoler i udviklingslande, og en ungdomsskole for unge, der har svært ved at passe ind og mange hold kommer afsted på højskoleture og gennem det nødvendige seminarium.

Men kritikken fra de tidligere elever begynder at komme. De kritiserer skolerne for, at de er blevet ubehageligt behandlet, franarret deres penge, har fået elendig mad og meget lidt udbytte.

Flere tidligere tvind-elever fortæller om gruppesessioner, som enten kunne være givende diskussioner om det oplevede, eller timelange overordentligt ubehagelige episoder for enkeltpersoner.
Flere tidligere tvind-elever fortæller om gruppesessioner, som enten kunne være givende diskussioner om det oplevede, eller timelange overordentligt ubehagelige episoder for enkeltpersoner.

”De opdragede unge mennesker til at lægge deres personlige præference til side til fordel for, hvad gruppen har brug for. Det kan der være noget fornuftigt i at lære, men det skejede helt ud. Der var pædagogisk greb, eller hvad man skal kalde det, som helt klar var forfejlede – hvor folk blev beskyldt for ting og fik prædikater på sig. Derudover begynder de at tage let på bestemmelserne og rapportere uddannelsesplaner ind, som de godt ved, de ikke underviser i. Det ene skridt tager det andet”.

Bogen slutter der, hvor Mogens Amdi Petersen i 1979 forlader landet.

”Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg skrive del 2 som et klassisk retssagsdrama. Han vender tilbage efter 23 år i lænker og blev sat for domstol. Så har vi to års retssag, som er en af danmarkshistoriens dyreste med ni mænd anklaget for skattesvig forberedt af bagmandspolitiet. Jeg har fået adgang til unikke dokumenter, som gør, at jeg vil kunne beskrive, hvad der er sket baglæns”, fortæller Peter Tygesen.

Men den del, må vi altså vente med at læse til bind to udkommer. I mellemtiden kan man måske reflektere over, hvad vi kan lære af historien om Tvind.

De studerende på Det nødvendige Seminarium byggede selv deres bygninger, og tvindelever byggede også deres egen vindmølle. Den del af pædagogikken omtaler de tidligere elever som utroligt givende.
De studerende på Det nødvendige Seminarium byggede selv deres bygninger, og tvindelever byggede også deres egen vindmølle. Den del af pædagogikken omtaler de tidligere elever som utroligt givende.

”Vi har mistet tvind-skolerne og meget af pædagogikken, og den fik et dårligt ry, fordi man samtidig trampede på individet. Men er der alligevel noget, der kan genbruges uden den fejl. Måske skal man hente inspiration i, at både lærere og elever skal fungere i tættere samspil med samfundet. I dag står vi med et uddannelsessystem, som er meget fokuseret på det boglige. Og jeg tænker også, at der er noget at hente i den rejsende højskole. Alle tager jo på studietur i dag, men måske ville de unge have godt af en nysgerrig tur til Østeuropa, hvor de også kunne forstå, hvordan det er at vokse op andre steder, og hvor langt man kan komme for meget få penge”.

Powered by Labrador CMS