Thorkild Thejsen

Blog

Sidenius – praktikeren, der provokerede - og realiserede visionerne

Som skoleleder prioriterede Henrik Sidenius at tackle hverdagens problemer og udfordringer sammen med lærere, elever og forældre. Hans pædagogiske tanker og forsøg inspirerede mange og fik betydning for 1975-skoleloven. Men ville hans ledelsesstil være blevet accepteret i dag?

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sidenius tænkte og drømte stort om skolen. ”Fantast” og ”skolereformator” blev han kaldt. På to folkeskoler praktiserede han pædagogisk ledelse og forandringsledelse, inden nogen havde fundet på ordene. Billedet er fra den dag, han holdt op på Værebro Skole i Gladsaxe. Privat foto.

Thorkild Thejsen

Thorkild Thejsen: journalist, lærer, exam.pæd., PD. Jeg arbejdede i 18 år i folkeskolen med lille f og i 26 år på Folkeskolen med stort F. Jeg har været konsulent for udviklingsarbejder ved skolevæsenet i Albertslund, timelærer på Lærerhøjskolen, redaktør for tidsskriftet Unge Pædagoger, chefredaktør på fagbladet Folkeskolen og studievært på dk4. Jeg har skrevet og bidraget til bøger om undervisning, pædagogik og skolehistorie. Nu arbejder jeg som journalist og fagbogsforfatter. Jeg holder en del foredrag, og som blogger insisterer jeg på, at vi skal danse med traditionerne, mens vi forsøger at finde takterne i nutiden. tthejsen@gmail.com.

Den 21.november er det 100 år siden, at Henrik Sidenius blev født. Den socialt og politiske engagerede lærer og skoleleder, der gjorde det, han sagde, han ville.

Sidenius var den visionære praktiker, der udviklede og eksperimenterede i skolen, fordi der var brug for det. Han var den vidende foredragsholder, forfatter og debattør, der talte og skrev om det, han mente, der skulle ske her og nu. Og han gjorde det - også når det gav modstand og knubs. Han praktiserede pædagogiske ledelse og forandringsledelse, før nogen havde fundet på ordene, og han insisterede på samtalens mulighed.

Skolen er deres og vores fællesskab

Henrik Sidenius ville en anden skole – for elevernes skyld, skrev han i 1964 i tidsskriftet Unge Pædagoger:

”For børnene og de unge er skolen først og fremmest det sted, hvor de er her og nu, og ikke nok så fine perspektiver eller en nok så god planlægning kan erstatte elevernes krav på, at skolelivet er deres liv netop nu. Det må altså ligge i luften, at skolen er deres og vores fællesskab, at timerne er til for deres skyld, og at deres aktivitet og engagement er ønskeligt - ja påkrævet”.

Tre år tidligere var han blevet leder af Kroggårdsskolen - en ny skole i odenseforstaden Næsby, og fra begyndelsen havde han satset på at skabe et åbent, frisindet skolemiljø, hvor alle - elever, forældre og lærere - kunne føle sig som en del af et fællesskab, hvor der blev argumenteret og lyttet. For ham var demokrati noget levende, som alle skulle være med i. Og han kunne se, hvem der blev tabere - i skolen og i samfundet, så som den første skole i landet indførte Kroggårdsskolen i 1964 udelte, sammenholdte klasser og tilvalgsordning på 8.-10. klassetrin - et forsøg, der i den grad gav inspiration til andre.

Politisk og pædagogisk aktivist

Egentlig var det slet ikke Henrik Sidenius’ mening at blive lærer, men en tysk besættelse kom i vejen. Ved siden af cand.polit.-studiet var han aktiv i modstandsbevægelsen, og som medlem at Danmarks Kommunistiske Parti blev han arresteret og interneret i Frøslevlejren. Gennem samtaler med nogle af de tyske fangevogtere, der var blevet oplært til blind lydighed, indså han, at kampen mod nazismen ikke var vundet, før den autoritære mentalitet blev ændret. Derfor var skolen vigtig.

Så efter krigen begyndte Sidenius på Blaagaard Seminarium, hvor han straks engagerede sig i Seminarieelevernes Landsråd – datidens Lærerstuderendes Landskreds. Her var sekretær i tre år, og det førte ham videre til formandsposten for Vikarkredsen. Det betød, at han også blev medlem af Unge Pædagogers redaktion, hvor han blev en flittig skribent om alt muligt andet end vikarer.

I 1950 blev Henrik Sidenius ansat på Fru Kampps Skole i København, hvor han i ti år underviste døve og tunghøre. Og som altid gjorde han ikke noget halvt, så da han var utilfreds med det, de kunne yde med og for eleverne, tog han i 1953 eksamen som lægeautoriseret talepædagog.

Ved siden af arbejdet i skolen var han stadig aktiv i Danmarks Kommunistiske Parti, men da Sovjethæren rykkede ind og knuste det folkelige oprør i Ungarn, meldte han sig ud og i 1959 var aktivt med til at oprette Socialistisk Folkeparti.

Men hans hovedaktivitet var hele tiden en skole for alle. Han insisterede på, at folkeskolen skulle være folkets skole.

I 1960 flyttede han og familien til Fyn, og efter opfordring fra sogneråd og skolekommission i Næsby blev han året efter skoleleder på Kroggårdsskolen.

Af-autoriseret skoleledelse og begejstring

Det gik godt, det gik stærkt, og Henrik Sidenius praktiserede ledelse på måder, der i den grad skilte sig ud. Finn Held, der var en af de lærere, der havde søgt ansættelse på Kroggårdsskolen, fordi han ville arbejde sammen med Sidenius, har beskrevet hans ledelsesstil sådan:

”Da de antiautoritære i 60’ernes slutning væltede autoriteter, havde Sidenius for længst af-autoriseret skolelederstillingen og lærerjobbet. Han lod formularer, skemaer, ministerielle beskrivelser hobe sig op i stabelvis på skrivebordet. Tiden blev brugt til noget bedre. Til forældre, børn, lærere, som havde brug for et godt råd, en snak, en opmuntring. Til det levende liv, som en skole skal være fyldt af”.

Det gav lærerne mod og energi til at yde det bedste. Elever oplevede ligeværd, forældre var begejstrede, og skolen fik masser af god omtale. Sidenius skrev i aviser og tidsskrifter. Og han holdt foredrag; foredrag, der virkede. Ib Holdt, der var lærer på Agedrup Skole i nabosognet, fortæller, hvordan han kunne smitte med sin begejstring:

”Henrik Sidenius kom ud på vores lærerværelse, hvor han fortalte, at de på Kroggårdsskolen havde dannet en forældreforening, som skulle understøtte alt det nye. Skolekommissionens medlemmer var med til mødet, og to uger efter inviterede sognerådet så til et stort, nyt møde, der hed: ’Dannelse af en forældreforening’”.

”Pædagogisk foregangsmand” hed det blandt andet om ham i avisomtaler.  

Den kritiske dialog er vigtig

Men der var selvfølgelig grænser for begejstringen. Ordet ”fantast” er et af de pænere, som kritikere og modstandere kaldte ham. Trusselbreve fik han også. Der var forældre, der klagede over omgangstonen og de nye undervisningsformer, og også i skolekommission og sogneråd var der medlemmer, der var ved være lidt trætte af Sidenius.

De var stolte af de sammenholdte klasser. Men det var ikke kun på skrivebordet, skolelederen rodede, mente de. Regnskaber kom for sent ind, og han havde vist brugt for mange penge på lejrskoler. Sidenius fik en ”næse” og kommunen truede med at sætte skolen under administration. Det fik medierne en del ud af. Og Sidenius’ svar var, at der var brug for samtale og dialog.

”Lad mig svare i reklamesprog”, sagde han selv, da Politiken interviewede ham i 1968:

Ni ud af til ti forældre har støttet os i bataljerne med myndighederne. Men der vil altid være et mindretal, der føler, at vi træder på noget, der er afgørende for dem. Man må ikke glemme, at vi også tager fejl. Derfor et dialogen - den kritiske - vigtig. De forældre, der offentligt sagde fra, har styrket den indbyrdes dialog mellem skolen og hjemmene”.

Det er naturligt, at der af og til opstår konflikter, forklarede han til avisen: ”Var det ikke tilfældet, var det tegn på, at vi ikke gjorde vores arbejde godt nok. Vi har bygget på, at fejltagelser er uundgåelige, og at konflikter er nødvendige”.

De små skridt er afgørende

På rådhuset i Gladsaxe ved København fulgte viceskoledirektør Svend B. Nielsen med i avisernes omtaler af bataljerne, og den måde Henrik Sidenius reagerede på dem. Viseskoledirektøren, som også var historiebogsforfatter, havde en klar vision: Gladsaxes skolevæsen skulle gøres til det, Kroggårdsskolen var blevet som skole. Han fik derfor byens socialdemokratiske borgmester, Erhard Jakobsen, til at ringe til Næsby, og resultatet blev, at Henrik Sidenius flyttede fra Fyn og begyndte som leder på Gladsaxes nybyggede Værebro Skole.

På Kroggårdsskolen var det afgørende, at skolen blev alles arbejde og ikke blot mit. Jeg har hele tiden forsøgt at følge den gamle læresætning: Lederens fornemste arbejde er at gøre sig selv overflødig”, sagde Sidenius, inden han rykkede videre.

Da Politikens journalist spurgte til den langsommelige proces med at forbedre skolen, forklarede Sidenius, at det er - og kan kun være - en meget langsom proces. ”Det, vi har nået på Kroggårdsskolen, er på ingen måde et imponerende stadium”, svarede han. ”De små skridt på den enkelte skole er afgørende... En forsøgsskoles resultater kan aldrig gennem direktiv overføres til andre skoler”.

Afsæt for 1975-folkeskoleloven

Henrik Sidenius tog sine pædagogiske ideer og erfaringer med til Gladsaxe, og sammen med lærere og pædagoger byggede han videre på den langsomme udvikling af nye undervisnings- og samarbejdsformer.

Og politikere, skoleforvaltning, lærere, pædagoger og forældre fik det med- og modspil, som den visionære viceskoledirektør havde drømt om, så erfaringer fra Kroggårdsskolen kunne danne afsæt for de ændringer, der blev sat i gang på Gladsaxes skoler.

Ja, det er ikke at tage munden for fuld at sige, at de inspirerede andre rundt omkring i landet og var en del af afsættet for 1975-folkeskoleloven. Og det var ikke kun forsøgene med sammenholdte klasser, der inspirerede. Det var i høj grad synet på eleverne som aktive deltagere og opmærksomheden på læreprocesserne frem for kun på resultatet, der påvirkede. Både på andre skoler og på lovgivere.

Ville nok ikke være gået i dag

Sidenius var god til at tiltrækker opmærksomhed, og som besøgende oplevede jeg selv en snert af hans provokerende form. Som nyuddannet var jeg begyndt som lærer i den nye by Albertslund. Skolen var så ny, at kommunen ikke havde haft tid til at gi’ den et navn. ”Skole 2” stod der blot i det brev, jeg fik om min prøveansættelse. Og vi havde ingen leder! Sådan en havde man heller ikke haft tid til at ansætte: vi måtte nøjes med besøg af naboskolens inspektør eller vicer i spisefrikvarteret. Resten måtte vi selv finde ud af.

Så lærerrådsformanden ringede til Værebro Skole og fik aftalt, at vi skulle komme ud og tale ledelse med Sidenius. Han tog venligt imod os i et stort rodet kontor og fik os placeret ved et langt bord.

Mens vi fortalte, hvorfor vi havde inviteret os selv, stod Sidenius og sorterede dagens post, som lå midt på bordet. Og med en stor håndbevægelse fejede han alle breve i rudekuverter ned i en papirkurv.

”De er nok fra rådhuset eller ministeriet, så dem behøver jeg hverken bruge tid på at åbne eller læse”. Noget i den stil gav han som forklaring, inden han satte sig ned og talte med os.

Vi var imponerede, men vist mest rystede. Det er sådan set det eneste, jeg husker fra det møde. Og det passer jo fint med det, Finn Held skrev om Sidenius’ arbejdsform: ”Han lod formularer, skemaer, ministerielle beskrivelser hobe sig op i stabelvis på skrivebordet”.

Men med en vigtig tilføjelse: Senere hørte jeg fra en af skolens viceledere, at Sidenius ganske rigtigt ofte jokede om sit afslappede forhold til det administrative, men at rudekuverterne sikkert var blevet hentet op fra papirkurven igen. Af ham selv, af sekretæren eller af vicelederen, der sørgede for praktisk back up til den pædagogiske frontkæmper!

Henrik Sidenius anderledes ledelse ville nok ikke være gået i dag. Men det signal, han sendte, var klart:

Det er det, der foregår mellem elever og lærere, der er det vigtigste i skolen. De små skridt på den enkelte skole er afgørende. Ændringer, der skal virke på lang sigt, kan ikke dikteres ovenfra.

Og han nøjedes ikke med at sige og skive det. Sidenius praktiserede det: Når han som leder skulle prioritere sin tid, valgte han skolehverdagens problemer, udfordringer og muligheder.

Ansvar og selvtillid til de unge

I 1978 tvang alvorlig sygdom Sidenius til at holde op som leder på Værebro Skole. Sygdommen slap ham aldrig igen, men da han kom lidt til kræfter, begyndte han som lærer igen. Hans kone, Kirsten Lund, fortæller, hvordan de lavede projektarbejde, før nogen havde fundet på ordet:

”Jeg havde oprettet en lille ungdomsskole på Nørrebro i København for unge, der havde det svært. Og indtil Henriks alt for tidlige død underviste vi sammen der. Vi lavede vores egen tolærerordning og gav de unge ansvar ved at lade dem være med til at forberede, planlægge, gennemføre og efterbehandle det, vi dengang kaldte u-landslejrskoler. Vi rejste blandt andet til Egypten og Tunesien, og det, eleverne oplevede og lærte i de fælles projekter, gav dem selvtillid til og tro på, at de kunne klare andre af livets udfordringer”.

Henrik Sidenius blev kun 66 år. Men han kom til at betyde meget for de mennesker, der mødte ham. Og han fik stor indflydelse på folkeskolens udvikling.

Prioriter samtaler med og hjælp til lærerne

At det ikke kun er en eksotisk historie fra fortiden, men at Henrik Sidenius’ signal om at prioritere i skolen stadig er vigtigt, satte lærer Henrik Jørgensen ord på for få dage siden her på sitet. Selvfølgelig uden at nævne eller tænke på Sidenius, som døde i 1987.

Bliv på skolen og prioriter samtaler med og hjælp til lærerne, siger Henrik Jørgensen til skolelederne i tråden efter interviewet med læreren fra TV2’s udsendelse “Smertensbørn”.:

”Hvor tit oplever man ikke som lærer, at ledelsen ikke er til stede, fordi den er til møde i forvaltningen, eller på konference eller har travlt med at indrapporterer tal for alt muligt til en eller anden pseudomyndighed. Der har historisk set aldrig været flere ledere i folkeskolen, end der er i dag, og alligevel sker sådan noget, som TV2 programmet afslørede. Det er vildt. Et råd til alle skoleledelser: Når I bliver indkaldt til alle mulige møder på rådhuset, i forvaltningen hos Skolechefer osv., så ha' modet til at melde fra med den begrundelse, at der er en lærer, som har brug for coaching/støtte her og nu, og det er bare vigtigere end endnu et møde”.

Læreren fra Tv2: Klasseledelse har sine begrænsninger 

https://www.folkeskolen.dk/1882374/laereren-fra-tv2-klasseledelse-har-sine-begraensninger#kommentarer