”Jeg har brug for lidt mere tid til lektierne, så jeg havde en del ekstra skolearbejde efter skoletid. Det var rart at kunne snakke tingene igennem med Nicolai”, siger Noah Hjorth.

Lærerstuderende: Relationsarbejde er det vigtigste i virtuel lektiehjælp

Lærerstuderende Nicolai Holm er frivillig lektiehjælper og hjælper 9.-klasseeleven Noah Hjort med lektierne under skolernes nedlukning. En hyggesnak om fodbold er vigtigere end at hjælpe med opgaverne, mener Nicolai Holm. Lektiehjælpen foregår online.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Én gang om ugen mødes Nicolai og Noah virtuelt, hvor Noah skal have hjælp til at færdiggøre de opgaver, han ikke nåede indenfor skoletiden. Noah sidder hjemme i stuen på Amager, imens Nicolai sidder i sin studiebolig i Aarhus, hvor han til dagligt læser til lærer.

Snakken mellem de to handler mest om fodbold, som er deres store fælles interesse. Det relationelle og sociale fylder mere end selve den faglige hjælp med lektier.

"Det kan tælles på én hånd hvor mange gange, at jeg har hjulpet Noah med noget konkret i forhold til hans lektier i de måneder, vi har været i gang. Jeg spørger lidt overordnet ind til det, men ellers snakker vi ud fra Noahs sociale behov. Vi er jo alle sammen meget alene i denne her tid", siger Nicolai Holm.

Noahs skole ligger ikke i et af de områder, hvor 9.-klasserne får lov at komme tilbage på mandag. Derfor fortsætter lektiehjælpen for ham, så længe han har brug for det.

Lærerstuderende melder sig med gratis lektiehjælp under nedlukningen 

 Anden nedlukning er hård

Noah var egentlig glad for ikke at skulle hen på skolen i forårets nedlukning. Men i anden omgang henover vinteren blev det for svært for ham. Der har han været i nødundervisning på Løjtegårdsskolen sammen med syv andre fra sin klasse.

Nødundervisning er førstehjælp 

"Jeg har brug for lidt mere tid til lektierne, så jeg havde en del ekstra skolearbejde efter skoletid. Det var rart at kunne snakke tingene igennem med Nicolai", siger Noah.

Noah fortæller, at hans mor og lærerne har tilmeldt ham lektiehjælpen, da han er ordblind, og tingene derfor tager lidt længere tid. Efter han blev tilmeldt, har Ungdommens Røde Kors matchet ham med Nicolai, og de mødtes og snakkede online for at se, om kemien var der.

I løbet af de måneder, hvor Noah har fået virtuel lektiehjælp har han trods sine faglige udfordringer klaret sig rigtig godt. Han fik med kun lidt hjælp fra Nicolai et 12-tal i sin 9.-klassesprojektopgave. 

En at spille bold op ad

Nicolai og Noah fandt hurtigt frem til deres store fælles interesse. Fodbold. Noah træner normalt fodbold fire gange om ugen, og Nicolai bruger op imod 20 timer om ugen på det. Derfor er det et savn, som de deler under nedlukningen.

For Nicolai blev både hans trænerjob og egen træning aflyst, og det frigav pludselig en del tid og et tomrum.

"Jeg er en rigtig foreningsperson. Jeg brænder for at gøre en forskel for unge, og alt det jeg plejer at gøre, er lukket nu. Derfor giver lektiehjælpen rigtig god mening for mig - det giver mig noget af det samme som at være fodboldtræner", siger Nicolai Holm.

Han vil klart anbefale det til andre lærerstuderende, som har ekstra tid og overskud her i nedlukingen. Han bruger 1-1½ time på det ugentligt og der er ingen forberedelsestid. Hans vurdering er, at de store skoleelever primært har brug for en af spille bold (!) op ad, som ikke er hverken venner eller mor og far.

Lærerstuderende melder sig med gratis lektiehjælp under nedlukningen

Mangler frivillige lektiehjælpere

Ungdommens Røde Kors og Lærerstuderendes Landskreds er gået sammen om at tilbyde gratis virtuel lektiehjælp under nedlukningen. Man kan melde sig som lektiehjælper her: