Danske-dyr.dk får Undervisningsmiddelprisen
Når eleverne søger oplysninger på internettet, strander de ofte i døde links eller reklamer. Det sker ikke med det netbaserede materiale Danske-dyr.dk, hedder det i prisudvalgets begrundelse for at tildele materialet årets pris på 30.000 kroner.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Materialet til undervisningen i natur/teknik og biologi rummer for tiden oplysninger om cirka 400 dyr, samt et væld af billeder, animationer og levende billeder. "En god organisering af det store materiale betyder, at eleverne let kan søge oplysninger og følge deres egne linjer igennem materialet", hedder det videre i begrundelsen.
Prisudvalget, der har professor Carsten Elbro som formand, fremhæver det desuden som en kvalitet at materialet er differentieret således at selv de yngste elever kan bruge det. Artsbeskrivelserne findes nemlig i en særlig, let udgave med lave krav til læsefærdigheder og overblik.
"Folkeskolen" bidrager med en tredjedel af prisen, der blev overrakt af undervisningsminister Ulla Tørnæs på Dansk Skolemuseum i København. De sidste to tredjedele finansieres af Fagbladet Gymnasieskolen og Undervisningsministeriet.