Anmeldelse

Det røde lyn

Sorg og sportsvogne

"Det røde lyn" fortæller uden så mange dikkedarer om en teenagepige, der skal finde vej igennem tabet af sin far og ind i voksenlivet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vera på cirka 13 år er hovedpersonen i Estrid Dyekjærs "Det røde lyn". Hun har et helt almindeligt liv i en helt almindelig familie og føler sig ret normal. Faderen har sin ugentlige maddag, hvor han steger frikadeller som den eneste ret, han kan, og i garagen roder han med en gammel sportsvogn, der kaldes Det røde lyn. Veras bror har sin spillehule kaldet Grotten, hvor han spiller computerspil, og Veras mor holder pænt sammen på det hele.

Fakta:

Titel: Det røde lyn

Forfatter: Estrid Dyekjær

Pris: 199

Sider: 148

Forlag: Byens Forlag

Alt går stille og roligt, indtil de en dag finder faderen hængende ind over sportsvognen, død af et hjertestop. Fra da af er intet længere normalt eller almindeligt i Veras liv. Imens veninderne stadig snakker om drenge, makeup og konfirmationen næste år, forsøger Vera at finde ud af, hvad hun skal stille op med sorgen. Men hvordan trøster man en ulykkelig mor? Hvordan får man sin storebror til at se væk fra computerspillet? Hvad stiller man op med sin døde fars drømmebil? Og hvad med klassens nye dreng, som pludselig kysser hende på kinden?

Det er mange og svære spørgsmål at tage stilling til, når man som Vera er i et særdeles sårbart afsnit af sit liv, men det går langsomt fremad for den lille reducerede familie. Moderen arrangerer en ferietur til Spanien, der bliver vellykket, selv om sorgen rejser med.

Det røde lyn bliver solgt, men den vender renoveret tilbage, og Vera får lov til at køre en lille tur i den på en parkeringsplads, så der bliver sagt ordentligt farvel til faderens elskede hobby, der skulle have fragtet Vera hjem fra konfirmationen i kirken. Imidlertid vælger Vera konfirmationen fra, men alligevel får den lille familie stablet en fin markering på benene, så det bliver en hyggelig og uforglemmelig dag.

"Det røde lyn" er historien om Veras vej igennem sorgen og de første svære teenageår, hvor alt og alle er i forandring, men som den norske forfatter Iben Sandemose engang har udtrykt det om sorg: ”Sorg går ikke over. Den tar bare en annen form. En sorg ligner på havet. Til å begynne med er bølgene veldig krappe. Så kommer dønningene, men det blir aldri mer havblikk”.

So it is, men først og fremmest er "Det røde lyn" en fin og velskrevet lige ud ad landevejen-historie med et smukt portræt af Vera. Bogen kan læses fra 6. klasse og opefter.