Anmeldelse

Jagten på den forsvundne julestjerne

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Heller ikke i nissernes rige er alle så gode, som de burde være, og det er helt fint for kalenderhistorieforfatterne. Ingen december uden stigende spændingskurve, indtil alting ender, som det skal i afsnit 24.

Forfatterne har her skrabet ideer til sig fra verdenslitteraturens skatkiste og kogt dem sammen til en julebog. Uddrivelsen af de onde nisser fra kirkeloftet er hentet fra Miltons 'Det tabte Paradis' og fra 'Star Wars', de to små nisser i slamtudsens mave fra den gammeltestamentlige 'Jonas' bog', kapitel 2, vers 1-11 - tricket med at tænde ild i havdyrets bug for at få den til at hoste er dog snuppet fra Disneys Pinocchio-version - og den magiske remse 'Trylle Rylle Tappenstreg' er et venligt lån fra Halfdan Rasmussen. Det er altså så som så med originaliteten. Selv sammenblandingen af to elementer fra folketroen i form af nisser, der laver legetøj på Grønland, er set før.

Selv om hovedpersonerne i bogen hedder Nisselas og Nisseline, og de onde kaldes grumserne, sidder man tilbage med fornemmelsen af historien om Luke Skywalker-nisserne, der vinder over Darth Vader-nisserne ved kraftens hjælp, og guldstjernen kommer tilbage på toppen af kirkens juletræ i rette tid.

Der skal nok være folkekirkepræster, der vil have sig frabedt at få deres kirke befolket med andre overnaturlige væsener end de, der, om jeg så må sige, er indeholdt i institutionens grundkoncept, men hvis man viser overbærenhed over for, at forfatterne gør nisserne til en slags kristne, har man en udmærket og hyggelig oplæsningsbog, for den er både velskrevet og forsynet med søde og gode tegninger.

Der er i år femten skoledage i december. Det giver 1,6 afsnit per dag.