Anmeldelse

Orion - Terror i lufthavnen / Orion - Den sidste superhelt
Orion - Terror i lufthavnen / Orion - Den sidste superhelt

Ikke en helt klar stjerne

Letlæst fart og tempo, men helten forbliver en lidt fjern figur i ny serie af den prisbelønnede Benni Bødker.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Orion er et stort og klart stjernebillede på den nordlige himmelkugle, der især er fremtrædende på den sydlige nattehimmel om vinteren, men det er også en superheltefigur i Benni Bødkers nye serie i ”Vild Dingo”. Orions hovedfjende er den dødsensfarlige Demonaz, der kan udspy livsfarlige flammer.
Handlingen i bind et, ”Orion – Den sidste superhelt”, starter et år tilbage, hvor Orion på et hængende hår får nedkæmpet Demonaz i en altødelæggende kamp, som Orion vinder på det alleryderste, men Demonaz er aldeles ikke færdig, han vender tilbage. Og en ny livsfarlig kamp venter, men selvfølgelig redder Orion sig selv og indtil flere mennesker ud af skyskraberen, som Demonaz har placeret bomber i. Men i stedet for taknemlighed oplever Orion nu folks vrede over, at han, superhelten, bringer folk i fare.
I bind to, ”Orion – Terror i lufthavnen”, går handlingen først fem år tilbage, hvor Orion og hans forældre oplever, at en kæmpedæmning krakelerer, mens de kører ud over den, men Orion sørger med sine kæmpekræfter for at holde dæmningen fra at krakelere fuldstændig i så lang tid, at så mange som muligt kan komme i sikkerhed. Desværre mister han sine forældre ved ulykken.
I lufthavnen finder Orion ud af, at en bombe er anbragt i et fly, der allerede er på startbanen. På mirakuløs vis får Orion sig bragt om bord på flyet, hvor han opdager, at piloten er Demonaz. Alligevel lykkes det Orion at få flyet manøvreret ud over havet, hvor det eksploderer, i stedet for som planlagt over storbyen Megapolis, og Orion kaster sig ud fra flyet og redder livet i sidste øjeblik.
Orions udstyr er en scanner, en forstærket heldragt, en flybot, der gør det muligt for Orion at flyve, og en stunner, en slags våben, og en motorcykel, alt sammen ret science fiction-agtige ingredienser.
Der er høj fart og tempo over de to første bøger i serien om Orion, men man er endnu ikke rigtig tæt på at få at vide, hvem drengen Orion egentlig er, og hvor han har fået sine enorme kræfter fra. Det vil forfatteren øjensynlig give sine læsere i små doser i de kommende udgivelser.
Peter Snejbjerg har illustreret loyalt med dramatiske og farverige billeder. Den læsepædagogiske bearbejdelse står Merete Ross for.

Fakta:

Titel: Orion - Terror i lufthavnen / Orion - Den sidste superhelt

Forfatter: Benni Bødker

Illustrator: Peter Snejbjerg

ISBN: 987-87-02-13330-1

Pris: 147

Sider: 42

Type: Terror i lufthavnen

Forlag: Gyldendal

ISBN: 987-87-02-13329-5

Pris: 147

Sider: 38

Type: Den sidste superhelt

Powered by Labrador CMS