Ved dette års lærereksamen handlede den skriftlige danskopgave om omskrivninger af H.C. Andersen, blandt andet med udgangspunkt i gendigtninger af Andersen-gendigteren Jens Andersen, som i tv-interview taler om at 'bibevare' H.C. Andersen for eftertiden.

I lyset af den både dags- og eksamensaktuelle debat er det interessant at se H.C. Andersen-titler komme på markedet i nye udgaver. Er der gjort noget ved dem? Og hvis ja, hvad er så kriterierne? På titelbladet af denne udgave er H.C. Andersen opført som forfatter. Og i kolofonen står der ikke noget om bearbejdning, medmindre man da tolker begrebet 'en Carlsen original-udgivelse' i den retning.

Men det originale refererer nok snarere til Lisbeth Eugenie Christensens originale og humoristiske billeddigtning over historien.

Med sikker streg- og penselføring plotter hun den fremadskridende handling i stiliserede billeder, der gør godt i øjet, mens sladderens fortælledynamo er sat ind i billederne som en tegneseriestribe, der fint gør sladderens selvsvingende kraft anskuelig.

Dette er godt billedtænkt og berettiger derfor til betegnelsen 'original-udgivelse'.

Men teksten, den er bearbejdet fra første færd, idet allerede titlen 'Det er ganske vist!' er blevet beriget med undertitel.

Og i fortællingens indledning oversætter man H.C. Andersen, gengivet efter 'Samlede Skrifter', bind 14, 1880: ''Det er en frygtelig Historie!' sagde en Høne, og det omme i den Kant af Byen, hvor Historien ikke var passeret'.

Det bliver til: ''Det er en frygtelig historie!' sagde en høne omme i den del af byen, hvor historien endnu ikke havde været'.

I min forståelse af ordet 'passere' betyder det både 'komme forbi/have været' og 'ske'. Ved bearbejdningen har man slået sig på den opfattelse, at der blot er tale om, at historien er ny der på egnen, mens en af pointerne i den oprindelige version er, at historien fortælles der, hvor den ikke er sket. Ved at miste denne association ændres historien fra at være uden autencitet til at være almindeligt sensationsstof.

Gør det noget? Tja, jeg er enig i, at det er vigtigt, at vi i skolen gør alt for at bidrage til bevarelsen og dermed kanoniseringen af H.C. Andersen. Men er han så uforståelig, som det påstås? Ja, for unge læsende gælder synspunktet nok. Det kræver et sprogligt og læseteknisk overskud at læse gamle tekster. Og derfor kan det være på sin plads at udgive bearbejdede selvlæsningsbøger på basis af H.C. Andersens eventyr.

Men billedbogen bliver normalt læst op, og den mundtlige formidling har netop den force, at den fritager tilhøreren for læsningens anstrengelse og giver lytteren historien i helheder, der øger forståelsen for vanskelige ord og dermed nuancerer og øger sprogforståelsen.

Disse pædagogiske gaver bliver børnene berøvet i en bearbejdet udgave som den foreliggende.