Klassikerstatus opnås ikke en gang for alle og for evigt. Romaner, som en samtid føler beskriver eviggyldige værdier, kan tyve år senere føles sært gammeldags og lettere uvedkommende.

Disse historier om det rapkæftede børnehjemsbarn, der bliver adopteret af et ældre søskendepar ved lidt af en fejltagelse, er blevet læst af generationer, siden de første gang udkom i 1908. Jeg synes, de holder endnu. I hvert fald første bog, hvor skildringen af et barns kamp for at få et tilhørsforhold her på jorden også kan gribe den voksne læser. For vist er Anne speciel ved sin evne til at videregive, hvad hun sanser og det er ikke så lidt men hun virker ægte, ligesom de voksnes bekymringer om projektets holdbarhed gør det. Læseren får en fin skildring af liv, normer og tankegang på landet i Canada for omkring 100 år siden.

Både hovedpersonens og den implicitte fortællers sprog er overordentlig billedrigt, her og der grænsende til det overdrevent pyntelige. Mindre kunne nok have gjort det, men på den anden side er det svært at stå for formuleringer som » i det fjerne gik engene ud i ét med horisontens dis af perlemor og purpur«.

Bog to står langt svagere. Det er, som om der går landsbyintriger og hjemmebag i det hele, men snusfornuften og sentimentaliteten er intakt, og ingen af delene kan 11-13-årige læsere jo få for meget af.