Anmeldelse

Det gamle Rom

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En titel i serien »De små fagbøger«, så salget skulle være sikret. Den købes ubeset, og det sker der da heller ikke noget ved, i det mindste ikke noget negativt.

Mens udlånet af skønlitteratur ikke går alt for godt, er der til gengæld gang i faglitteraturen, og for de yngre og måske lidt ældre, men ikke så rutinerede læsere er denne serie, inklusive denne bog, et rigtigt godt tilbud. Og interessen såvel for serien som for oldtidens Rom fejler heller ikke noget.

Det er imidlertid et meget omfattende og rigt facetteret emne at skulle transformere til så få sider med så lidt tekst. Dette taget i betragtning klarer forfatteren udfordringen godt, selv om det kan halte hist og pist. For eksempel når det fortælles, at romerne blev »stærkere end alle andre«. Det er Romerrigets muskler, der tænkes på, og læserne forstår det naturligvis ud fra sammenhængen, men alligevel. Ligeledes når livet i byen beskrives som livligt og larmende, blandt andet fordi »Politi og brandvæsen rykkede ud«. Jeg er ikke sikker på, at de ubefæstede læsere, som synes, at alt, hvad der er sket for mere end ti år siden, er oldtid, vil få dannet det rette billede inde i hovedet. Men det er sådan, det kan gå, når noget bliver lidt for forenklet.

Problemet er nok, at det simpelthen er for hasarderet at ville fortælle »alt« om Romerriget på så lidt plads.

Det er også lidt sært, at vi skal helt om på side 34, før der nævnes et årstal, nemlig 117, efter at Augustus ham med alverden, der skulle skrives i mandtal, da Jesus kom til verden blev omtalt allerede på side 22. Så bange behøver man da heller ikke at være for årstal.

Men ud fra sine egne præmisser er det en udmærket lille bog, og kan den give sine læsere blod på tanden, så de opsøger mere om det spændende emne og samtidig får lidt læsetræning, har den udfyldt sin rolle flot.