Vi er derhenne, hvor intelligens bliver invaliderende. For når man dyrker latin og Romerrigets historie på nørdniveau, opstår fornemmelsen af at være ophøjet og udenfor. For hverken omverdenen eller den sødeste kæreste har nogen forudsætninger for at fatte, hvad man tumler med. Endsige hvorfor man finder menneskefjendske romerske diktatorer interessante.

Marcus og Janus - deres forældre må have haft en forudanelse om deres skæbne - mødes på et chatforum, hvor deltagerne endevender motiverne for kejser Caligulas grusomhed. Ved et tilfælde opdager de, at de går i parallelklasse på det samme gymnasium. Det udløser nu ikke et egentligt venskab. Snarere en bevidsthed om skæbnefællesskab, for de er på mange måder vidt forskellige, og to enspændere udgør ikke et par, selv om de går ved siden af hinanden. Kun afskyen over for resten af menneskeheden - og de overfladiske skolekammerater især - holder dem sammen. Og da de begynder at anskaffe sig skydevåben, aner man katastrofen komme.

Man læser bogen med tilbageholdt åndedræt, for selv om hovedpersonerne er usædvanlige, er de også genkendelige for de ældste elever: skoleskyderier udføres af naboens søn, ikke udefrakommende galninge.

Romanen er glimrende litteratur og kunne tjene som fint debatoplæg, der kunne hjælpe eleverne med at forholde sig til de ufattelige tragedier, som ingen verdensdel har patent på. Der er bare et problem: Det er tilsyneladende blevet en ufravigelig trend, at kulturytringer af enhver art skal indeholde markante indslag af eksplicit sex. Det er da okay at lufte sit frisind. Men lærere ved, at deres motiver til at udlevere sådanne tekster vil blive gransket. Jeg ville ikke turde.