Anmeldelse
Lillebjørn
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg skal lige .
Alle voksne kender den bemærkning fra børn, der skal rydde op, læse lektier, komme at spise eller i seng. Jeg skal lige . Lige så forståelig den egentlig er, lige så klokkerent kan den slå irritationens tangenter an.
Jan Mogensen har i "Lillebjørn" taget jeg skal lige .-problemet op og forstørret det, fordi Lillebjørn ikke bare skal putte og sove; den skal i vinterhi.
På vej til hiet i hulen er der lige 1.000 ting, Lillebjørn skal nå, og hans mors brum ændrer sig gradvist fra det forstående til det vrisne. De når hjem, lægger sig, men Lillebjørn kan ikke sove. Han hører lyde. Men da moren går ud for at se efter, hvad det er, falder han i søvn.
Da de tre måneder er gået, kan Lillebjørn ikke vågne. Han får lov at sove over sig. Men kun fem dage. Så er det ud i det blomstrende forår.
Bogen har i både fortælling og billeder en afdæmpet ømhed og en fablens hverdagsrealisme; en lille uprætentiøs hyggebog til indskolingsbørn.
