Citat

Nyoprettet læreruddannelse har fået ledere til at prikke deres ikke-uddannede lærere på skulderen

Publiceret

Fra til sommer bliver det muligt at læse til lærer i Hillerød. Den nyoprettede læreruddannelse havde for nyligt 50 besøgende til åbent hus.

Og flere skoleledere fra skoler i området fortæller, at den nyoprettede læreruddannelse har været anledning til, at de har opfordret deres ikke-uddannede lærere til at starte på uddannelsen, skriver Københavns Professionshøjskole i en pressemeddelelse.

På Hanebjerg Skole syd i Hillerød Kommune har distriktsskoleleder Frank Schultz Mortensen fundet mindst én potentiel ansøger til det nye udbud.

”Jeg har en underviser, som har gået og leget med tanken i et par år. Hun er uddannet inden for marketing, men er lærervikar hos os og talentfuld, når gælder det relationsarbejde og undervisning. Så jeg har opfordret hende til at søge ind på læreruddannelsen", siger Frank Schultz Mortensen.

Også skoleleder på Frederiksværk Skole i Halsnæs Kommune Rikke Frederiksen har opfordret flere af sine undervisere uden en læreruddannelse til at søge ind på uddannelsen.

”Vi har muligvis to undervisere, der begynder på læreruddannelsen til sommer. Det er klart motiverende for dem, at der nu kommer en læreruddannelse i nærområdet, så de ikke skal helt til København eller Roskilde. Og jeg indrømmer også gerne, at vi nær havde fejret det med champagne her på skolen, da vi hørte nyheden om en ny læreruddannelse i Hillerød. Hvis man altså måtte drikke i arbejdstiden”, siger Rikke Frederiksen.

kp.dk: Skoleledere glæder sig til ny læreruddannelse i Hillerød