Støjniveauet er reelt i Claus Eriksens håndværk og design-værksteder. Men det handler hverken om frustration eller ballade. Det skyldes, at eleverne bevæger sig hjemmevant mellem et antal forskellige maskiner.

“Er den her god nok?” spørger en pige og rækker sin bakke i bøjet finer frem.

“Hvad synes du selv?” spørger Claus Eriksen og holder bakken op mod lysstofrørene i loftet og drejer, til han når et sted, hvor lyset titter igennem ved samlingen.

“Hvorfor tror du, den gør det?” spørger han og banker bunden ud og rækker hende den med sin tommelfinger placeret, hvor lyset kom ind. Pigen smiler skævt og rækker ud efter sandpapiret.

Han når kun to skridt ind i metalværkstedet, som forbinder de to træværksteder, før en dreng stiller ham et spørgsmål om den kævle, han er ved at skære ned på drejebænken. Claus Eriksen beder ham vente et øjeblik, for han har fået øje på Adrian, som står i en helt forkert stilling, mens han pudser sin messingbrevkniv.

“Hvis jeg spænder her, så kan du løsne skruetvingen og få en bedre vinkel på. Hvis du så tager et stykke smergellærred og lægger på filen, kan du få de sidste fine streger væk”. Claus Eriksen drejer en arkitektlampe i vinkel, så lyset afslører ridserne. Storm, der står ved næste skruetvinge og er i gang med en lignende kniv, ser op for at finde ud af, om han også vil skifte stilling.

Set udefra ligner det næsten en dans. Den ældre lærer bevæger sig hurtigt, men aldrig fortravlet rundt i de tre værksteder for træ, metal og tekstil. Og uanset elevernes spørgsmål eller projekter ved han, præcis hvad de håndværksmæssige udfordringer er, og hvordan de kan løses.

Stafet: Mød Claus som bygger kajakker med eleverne

Konstant stiller han spørgsmål til eleverne, og i hans egne anvisninger er der hele tiden fagudtryk for værktøj og metoder umiddelbart efterfulgt af samme besked i hverdagssprog. Kreativiteten, designvalgene og overvejelserne overlader Claus Eriksen til eleverne, men med en klar forventning om, at de ønsker at gøre tingene ordentligt.

Da håndarbejde og sløjd blev til materiel design

Bekymringen for fagets fyrtårne kommer op med jævne mellemrum, når håndværk og design-lærere mødes: Hvad der vil ske, når de lærere, som virkelig kan håndværkene, går på pension. Den kollega, man ringer til, når man har brug for et fagligt råd, eller som svarer på tid, sted og anvendelse for værktøj i Facebook-gruppen.

Bekymringen hænger sammen med skiftet fra sløjd og håndarbejde til håndværk og design, og det er ofte de erfarne lærere, som selv er i 40’erne eller 50’erne, der udtrykker den. De hører til de sidste kuld før 2007, hvor sløjd og håndarbejde med hver 450 timer i læreruddannelsen blev til “materiel design” med kun omkring 250 timer i alt. De ved, hvad de selv kan, hvad de nyuddannede ikke kan, og hvad de virkelige koryfæer i branchen kan.

Claus Eriksens historie er da netop også faglærerens med stort F. Han er først uddannet snedker og siden lærer i 1984 med linjefag i sløjd og idræt, derefter tog han metallinjen oveni, for det var netop i de år, metalsløjd og træsløjd blev lagt sammen til ét fag i læreruddannelsen.

De mellemliggende næsten 40 år har han undervist på Brøndbyvester Skole i Brøndby Kommune, og med samtlige seks skoleledere, han har været igennem, har han insisteret på kun at undervise i sløjd og idræt.

Forståelsen for håndværket ligger i hænderne

Freja og Melina er i gang med at trædreje. Freja har allerede fået godt svung på sit juletræ, og det er tydeligt, at hun tager for givet, at hun som 6.-klasseelev har styr på drejejernet. Hun fjerner en træspån fra venindens hår og strammer så et gevind på sin maskine. Claus Eriksen er netop færdig med en af de andre elever ved høvlebænken og kaster et blik bagud på de to trædrejere.

“Skræller du, eller skærer du?” spørger han Melina. “Mmm, det ved jeg ikke”, svarer hun – alt for fascineret af træet, der snor sig under jernet, til at tænke rigtigt efter. “Hvad er forskellen?”

I stedet for at svare stiller Claus Eriksen sig bag hende, lægger sin hånd over hendes og sætter drejejernet først i en og så i en ny vinkel på træet.

“Kan du mærke forskellen? Her skræller du. Her skærer du”. Han slukker maskinen og får hende til at mærke forskellen i træet på de to vinkler. “Det her er jo silkeblødt!” siger hun om det andet resultat. Han nikker og går videre.

Claus Eriksen synes absolut ikke, at de to træværksteder og metalværkstedet er for meget plads til 6.-klasseholdet. Halvdelen af eleverne er hos hans kollega i tekstilværkstedet ved siden af.

Her er ikke bygget om for at give plads til designprocesser. Til gengæld er det ikke muligt at komme på et relevant værktøj, man ikke kan finde, skarpslebet og på sin plads. Selvfølgelig har han også to esser til smedning, som bliver flyttet ud i gården om sommeren, og eleverne kommer også igennem horn og ben som materialer.

I loftet hænger en grønlænderkajak, for Claus Eriksen har gennem mange år bygget dem med sine valgholdselever, som han også havde til eksamen hos imponerede censorer.

“De høvler og borer huller og dampbøjer spanterne. Når det er klart, syr de dugen på med kastesting og løbesting, og kajakringen former de om en cykelfælg. Der er så mange læringsprocesser”, fortæller han.

Men med de nye valgfagsregler har han sagt nej tak. Fordi det er et tvunget valg, kommer der elever med, som egentlig ikke gider faget og derfor ødelægger det for de andre, oplever han.

“Og er der for mange elever på holdene, så bliver det ikke undervisning, men overlevelse, og muligheden for at lade eleverne være kreative forsvinder”, siger han.

I stedet underviser han 4., 5. og 6. klasse, og her har han en helt klar progressionstrappe, hvor de kommer gennem alle relevante værktøjer og metoder.

“Said, du må ikke stå derinde, når han drejer”, kommer det pludselig fra Claus Eriksen.

Said smutter slukøret ud af det lille sidelokale, hvor træsplinterne fyger fra den kævle, hans kammerat har fået lov til at kaste sig over.

“Hvis noget går løs, så skal jeg ringe hjem til din mor og far og sige, at du har ødelagt noget træ”.

Said griner og vender tilbage til sin egen høvlebænk.