Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tværfaglighed med udgangspunkt i idræt
'Hvad vil det sige at være dreng/mand - og pige/kvinde? Hvem er vi, og hvilke kvaliteter har vi som kønsspecifikke individer?' er eksempler på spørgsmål, børnene kan beskæftige sig med i et tværfagligt samarbejde mellem idræt og dansk, hvor der i det foreliggende materiale lægges op til at lave sjove, udfordrende idræts- og danskaktiviteter.
Projektet 'Køn på spil', der blot er et af projekterne i et særdeles omfattende og utroligt godt gennemarbejdet idemateriale, har som formål at skabe større bevidsthed og accept af kønnenes særlige kvaliteter gennem idræt og gennem diskussioner og læsning af litteratur om emnet.
Til emnet 'Køn på spil' er der produceret en video, der bedre end det skrevne ord formidler spændende aktiviteter som dans og stagefight.
'Køn på spil' giver masser af ideer til andre aktiviteter, f.eks. kamplege, redskabsgymnastik, brainstorm, spørgeskema, artikler og endelig til en eventuel afsluttende fællesaktivitet.
Som emnet er behandlet her, er der tale om et meget flot eksempel på et ligeværdigt, tværfagligt arbejde mellem dansk og idræt, og der ligger fine muligheder for at anvende ideerne i forbindelse med den meget omtalte projektopgave.
Denne rosende beskrivelse af dette ene projekt er dækkende for stort set alle tyve projekter, og det er helt umuligt at yde materialet fuld retfærdighed i en anmeldelse.
Materialet indeholder forslag til projekter inden for fem hovedområder: Natur og udeliv (Naturen leger med, Friluftsliv - leg i naturen, Skolen som arbejdsplads), Kropsudtryk og drama (Cirkus, Krop og former, Musisk teater, Krop og udtryk, Køn på spil, Indianere for en tid, Idræt og edb), Krop og samfund (Idræt og handicap, Idræt i lokalområdet, Den sorte skole, Krop - sport - livsværdier), Krop og sundhed (Sundhed og miljø, Krop, kost og kondi) og Korte forløb (Prøv dig selv, Fangerne på skolen, Eventyret i bevægelse, Turnering).
Som det ses, er der tale om et enormt materiale, der virker særdeles godt gennemarbejdet af de mange lærere, der frivilligt og ulønnet ikke blot har beskrevet en masse gode og inspirerende ideer, men også har demonstreret et eksemplarisk samarbejde, der er helt i overensstemmelse med den nye folkeskolelov.
'Kroppen i skolen' er skabt i et samarbejde mellem skole- og fritidsidræt, idet materialet er udarbejdet af en styregruppe, der har bestået af repræsentanter for Dansk Skoleidræt, Dansk Idrætslærerforening, Danske Gymnastik og Idrætsforeninger og Danmarks Idrætsforbund.
Hovedsigtet med 'Kroppen i skolen' er at lægge op til tværfagligt arbejde, hvor idræt indgår med stor vægt. Og det er lykkedes fuldt ud.
Der er emner til alle klassetrin, og der er både korte og længere forløb. En skematisk oversigt over emner og klassetrin gør materialet særdeles brugervenligt, og der er fri kopieringsret på det trykte materiale.
To videobånd, tre kassetter og to disketter er med til at gøre 'Kroppen i skolen' til et unikt materiale, som alle lærere bør kende, og som alle skoler må have stående.