Anmeldelse

Alkoholdialog

Alkoholdialog

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alkohol, fester, beruselse er efterhånden begreber tæt knyttet til Danmarks unge, som er indehavere af en uheldig, men velkendt rekord.

Goda - Foreningen Gode Alkoholdninger - har i sit nye materiale sat fokus på de unges forhold til alkohol i form af et dialogbaseret undervisningsmateriale henvendt til grundskoler og ungdomsuddannelser. Hensigten er at oplyse via dialog, og for at inkludere en bred målgruppe er materialet opdelt i tre niveauer.

Indledningsvis afdækkes elevernes alkoholvaner for at finde niveauerne. Niveau 1 er for unge uden eller med kun lidt erfaring i alkohol. Her gælder det især om at styrke selvtilliden og lære at sige fra. Niveau 2 henvender sig til de unge, der har prøvet at drikke. Øvelserne handler blandt andet om alkoholdebuten, og hvilke situationer og farer man kan komme ud for. Niveau 3 er især for de regelmæssigt drikkende unge. Risiko, uacceptabelt drikkeri, trafik, kroppens reaktioner er temaer her.

Ny forskning ligger til grund for materialet, hvor man i stedet for at løfte pegefingre og moralisere med skrækkampagner har en mere pædagogisk tilgang med blandt andet vurderingsøvelser, diskussioner og situationsspil. Det er flot tilrettelagt, nærmest "grydeklart", og der er mulighed for at vælge alt efter elevernes behov og den tid, man har.

For at lykkes må forældrene også på banen, så oplæg til forældremøder og forældresamarbejde og en skolepolitik binder en fornem sløjfe på materialet.

"Alkoholdialog" er et meget indbydende, grundigt og gennemtænkt bud på alkoholundervisning på flere klassetrin - og så er det gratis!