Her er skoleinitiativerne i regeringens børneudspil: Fokus på etniske minoriteter

Et 'opgør med omsorgssvigt i familier med ikke-vestlig baggrund' er en central del af det udspil, 'Børnene først', som regeringen netop har præsenteret. Regeringen vil finansiere, at skoler i ghettoområder bliver rettighedsskoler, så børnene lærer om danske værdier.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Berøringsangst over for hjem, hvor der gælder andre normer og kulturer end de danske, må ikke stå i vejen for, at alle børn - uanset etnisk baggrund - kan vokse op i et trygt og kærligt hjem", hedder det i udspillet. 

"Alle børn skal kende deres rettigheder og ikke mindst deres lovfæstede ret til ikke at blive slået af deres forældre. Mange børn med ikke-vestlig baggrund vokser op i familier, hvor der gælder andre opdragelsesnormer end de danske. Det er vigtigt, at alle børn kender til vores værdier og børnesyn".

Derfor vil regeringen afsætte penge til, at skoler i ghettoområder kan tilslutte sig Unicefs rettighedsskolekoncept, så børnene fra ghettoområderne får kendskab til og forståelse for deres rettigheder.

Regeringen vil have større fokus på underrretningspligten i forhold til familier med ikke-vestlig baggrund. 15 pct. af børn med anden etnisk baggrund fortæller i en stikprøve, at de har været udsat for grov vold i hjemmet, mens det gælder for 9 pct. af børn med etnisk dansk baggrund, og ifølge en undersøgelse foretaget af Institut for Menneskerettigheder underrettes der typisk halvt så ofte fra fri- og privatskoler i sammenligning med gennemsnittet for folkeskolen. Særligt på friskoler med muslimske værdier underrettes der relativt sjældent. 

I folkeskolen kan skoleledere straffes med fængsel for ikke at overholde den skærpede underretningspligt ved mistanke om omsorgssvigt. Den regel skal også gælde fri- og privatskoler, hedder det i udspillet. 

Skolelederformand: Truslen om fængsel fører til for mange underretninger 

Rettighedskanon

Et stigende antal børn mener, at det er i orden, at forældre bruger vold i opdragelsen, viser en undersøgelse.

"Børn, der vokser op i hjem med vold, misbrug og omsorgssvigt ved ofte ikke, at det kan være anderledes, og at de har ret til at blive beskyttet mod det", hedder det i regeringsudspillet, og regeringen foreslår derfor en såkaldt  rettighedskanon i folkeskolen, der skal sikre, at børn igennem deres skoletid undervises i centrale tekster om børnerettigheder, der understøtter rettighedsundervisningen i folkeskolen.

Løft af de interne skoler

Regeringen vil afsætte 30 mio. kr. årligt i perioden 2022-2026 og herefter 20 mio. kr. årligt varigt til at højne kvaliteten af undervisningen på de interne skoler på anbringelsessteder og dagtilbud for udsatte børn, så de kan få en undervisning, der er på højde med folkeskolens.