Da vores datter, Alba, begyndte i børnehaveklasse i USA, kendte vi meget lidt til det amerikanske skolesystem, vi kom direkte fra leg og fingermaling i børnehaven »Tusindfryd« i Odense. Nu skulle Alba på fem år pludselig sidde stille i mere end seks timer, lave hjemmearbejde og vænne sig til ugentlige test. Det var lidt af et kulturchok for hele familien.

Vi var bedre forberedt, da vores søn Luke indtog det amerikanske skolesystem efter sommerferien i august i år. Allerede i børnehaven har han lært alfabetet, tallene op til ti og små ord og stavelser. Han har lært at sidde stille. Han kender reglerne. Man bliver straffet, hvis man bryder dem, og belønnet, hvis man opfører sig pænt.

Det er umuligt ikke at sammenligne mine børns skole med den danske folkeskole. Når jeg tænker tilbage på min egen, husker jeg frikvarter med vandkamp og drengenes opkogte ansigter efter fodboldkampen. Jeg husker featureugen, hvor vi byggede en stenalderlandsby, og skolekomedien »Albert« i 7. klasse. Selvfølgelig husker jeg også, at vi lærte at læse på både dansk, engelsk og tysk. Men jeg husker ikke hvordan.

For vores børn er der ikke megen tid til vandkamp eller fodbold. Skoledagen begynder klokken 8.30 og slutter 15.15 kun afbrudt af en halv times frokostpause og et enkelt frikvarter i løbet af dagen. Hver dag er der hjemmearbejde. For Luke er der et par sider med bogstaver og tal, og for Alba, som nu går i 3. klasse, er der mindst en times lektier dagligt. Luke er allerede godt træt af skolen, og han hader at skrive bogstaver. Han savner at lege og løbe rundt og lære sine kammerater at kende, og jeg kan godt forstå ham. Han er fem år.

Sidste uge kom børnene hjem med første kvartals karakterer. Skalaen går fra A-F - med A som det højeste. Alt er regnet ud i procenter. For at få A skal man for eksempel have mindst 90 procent korrekt. Eleverne testes flere gange om ugen i samtlige fag, og alle resultater bliver tastet ind på computer. Jeg har en kode, så jeg kan gå ind og følge mine børns faglige udvikling dagligt. Blandt andet kan jeg se, om Luke kan hoppe på ét ben i gymnastik, skrive pæne små bogstaver, eller om han vender sine tal den forkerte vej. En dårlig dag viser sig straks.

Alle testresultater bliver sendt hjem, så vi kan se, hvordan vores børn har besvaret opgaverne. Flere gange er vi blevet gjort opmærksom på, at Luke »needs improvement« i skrivning. Selvfølgelig har han brug for at forbedre sig, drengen er fem år og lige startet i skolen, så bogstaverne flyver rundt på linjerne.

Til gengæld kan han lave de flottest dekorerede papirflyvere, jeg nogensinde har set. Det tæller desværre ikke i børnehaveklassens test.

Alba går i 3. klasse, og her er kravene store. Til marts skal hun bestå staten Floridas læsetest for at rykke op i 4. klasse, og presset ligger på eleverne fra første dag. Undervisningen er så fokuseret på den test, at der ikke er plads til ret meget andet. Det er svært ikke at føle presset som forældre. Hvor jeg de tidligere år har været mere afslappet, bare hun gjorde sit bedste, kan jeg nu finde mig selv i at have præstationsangst på Albas vegne.

Heldigvis oplever vi ingen konkurrence mellem børnene, og for dem er test og karaktergivning hverdag og ikke noget, de tager specielt alvorligt.

Jeg kan godt blive bange for, at alt det sjove og spændende, som jeg husker fra min skoletid, forsvinder i prøver, hjemmearbejde og streng disciplin. Hvis jeg havde råd, kunne jeg vælge at betale mellem 50-100.000 kroner om året for en privatskole, men jeg tror ikke, forskellen er så stor. Til gengæld kan jeg selv gøre meget for at give plads til andre aktiviteter end det faglige. Jeg oplever et meget stærkt forældresamarbejde på skolen, og det er ikke kun husmødre, som sælger kager for at samle penge ind. Den lokale afdeling af forældreorganisationen PTA (Parent Teacher Association, www.pta.org) arrangerer tre-fire kulturelle festivaler på skolen om året. Vi samler penge ind, så vi kan invitere teatergrupper og historiefortællere på besøg. Vi prøver at skabe et rum, hvor børnene kan mødes omkring aktiviteter, der ikke skal testes. Lærerne er utrolig engagerede, jeg føler virkelig, at de giver alt, hvad de har, til deres elever. Det gør det muligt for mig som dansk mor at sluge en del af de kameler, jeg støder ind i hver dag.