Denne sommer har vi kunnet fejre to skolelovs-jubilæer. Den 29. juli 1814 underskrev Frederik den 6. anordninger om almueskolevæsenet i købstæderne og på landet og et reglement for borger- og almueskolevæsenet i København. Dermed var grundstenene lagt for folkeskolen og dens udvikling.

Den 1. august i år trådte 1993-skoleloven i kraft, og dermed blev der åbnet for en række nyskabelser, som ikke blev ændret med »Lov om ændring af lov om folkeskolen« fra sidste år.

Det drejer sig om tværfaglig undervisning, projektarbejdsformen, undervisningsdifferentiering, intern evaluering og en præcisering af elevernes medbestemmelse og medansvar. Efter de første ti år med skoleloven giver erfaringerne grundlag for at fremsætte følgende overvejelser, som jeg mener er vigtige for de fortsatte bestræbelser på at kvalificere praksis:

Tværfaglig undervisning og projektarbejde skal ikke træde i stedet for fagdelt undervisning. Der skal være en vekselvirkning mellem de to organisationsformer. Intet i bestemmelserne siger noget om, hvor meget der skal være af hver af de to former, og hvor meget hvert enkelt fag skal bidrage med. Det er et lokalt anliggende, og det bestemmes først og fremmest af, hvilke problemstillinger lærerne/læreren og eleverne beslutter at arbejde med.

At der skal være en vekselvirkning mellem den fagdelte og den tværfaglige undervisning, betyder ikke blot, at der skal veksles mellem de to organisationsformer, men også at de gensidigt påvirker hinanden i indholdet, det vil sige kundskaberne og færdighederne. Det indebærer blandt andet, at det, som eleverne lærer i den fagdelte undervisning, skal gøre dem bedre til at arbejde med tværgående emner og problemstillinger, og at de svagheder og styrkesider, som eleverne erfarer hos sig selv under arbejdet med tværgående emner og problemstillinger, skal påvirke indholdet i den efterfølgende fagdelte undervisning, så de bliver bedre til at mestre den tværfaglige arbejdsproces.

Det er ikke kun den tværfaglige undervisning og projektarbejdet, som bør være undersøgende, kreativ, problemorienteret og produktiv for eleverne. Det gælder også en stor del af den fagdelte undervisning. Blandt andet heri består den faglige fornyelse og styrkelsen af fagligheden.

Problemorienteret undervisning tager udgangspunkt i en problemstilling forstået som et sæt af spørgsmål, som giver mulighed for svar, der så vidt muligt både er beskrivende, forklarende, vurderende og handlingsrettede. Det er vigtigt, at både den tværfaglige og den fagdelte undervisning ikke kun er rent beskrivende, men også forklarende og vurderende, og at eleverne derved opnår »baggrund for at tage stilling og handle«.

En problemstilling skal formuleres i fællesskab mellem lærer(e) og elever. Den bør på den ene side være meningsfuld for eleverne og på den anden fagligt kvalificerende og tilværelsesrelevant efter lærerens professionelle opfattelse. At forene de to hensyn i fastlæggelsen af undervisningens indhold, herunder de valgte problemstillinger, er en af de største udfordringer i den pædagogiske praksis.

Undervisningsdifferentiering står på to ben. Det ene ben består i at tilgodese den enkelte elev, og det andet i samtidig at fastholde fællesskabets (gruppens eller klassens) muligheder. Undervisningsdifferentiering er altså ikke det samme som individuel undervisning og heller ikke det samme som elevdifferentiering, hvor eleverne deles op efter evner og anlæg.

I den danske enhedsskole er der samme formål og fagmål for alle elever. Differentieringen består i, at eleverne når hen mod målene ad forskellige veje, i forskelligt tempo og i forskellige grader.

Lærerne har altid foretaget intern evaluering, fordi de kender deres elever så godt. Det nye består mest i, at lærernes iagttagelser om elevernes arbejde nu skal være mere systematiske, sammenhængende og præ-cise.

At eleverne skal arbejde mere selvstændigt og problemorienteret, betyder ikke, at klasseundervisningens dage er talte. Den refleksive samtale i klassen, den meningsbærende fortælling i klassen og lærernes alsidige instruktion i et nyt kundskabsområde kan stadigvæk være en god undervisning, som er engagerende og problemorienteret.

At være lærer i folkeskolen er i dag en større udfordring end nogensinde. Men det må ikke få os til at give op, og de seneste ti års arbejde viser, at det kan lykkes.