For et par år siden anmeldte jeg her i bladet nogle edb-programmer til indlæring af tifingerblindskrift. Nogle programmer fik en god anmeldelse, andre en mindre god, men i hver anmeldelse rejste jeg spørgsmålet om det fornuftige i at bruge tid på at lære børn blindskrift - og besvarede det benægtende. De eneste, der reagerede, var forlagsfolk, som stod for et af de anmeldte programmer. Det undrede mig en smule, at problemstillingen så åbenbart var et ikke-problem - på trods af den vejledende dansklæseplans bemærkninger om hensigtsmæssig skriveteknik. Min holdning byggede på erfaring gennem mere end 35 år som tofingerskriver. Det var jo gået udmærket. Jeg har produceret tusindvis af sider - og gav udtryk for, at det meste af min, og de fleste andres, tid ved tastaturet alligevel går med at formulere teksten - ikke med at trykke på taster. Det mener jeg stadig. Afskrivning efter koncept eller bånd - her har man virkelig brug for blindskrift - er en hastigt uddøende idrætsgren i dette samfund, hvor skrivedamerne m/k er væk, fordi alle selv skriver deres tekster - langt op i ethvert hierarki. Det sidste er en af de faktorer, som nu skiller i et a- og et b-hold. Der er stor forskel på at skrive efter diktat og så formulere det hele selv! Til gengæld er det helt normal rutine, at amerikanske lægers diktafonindtalte journaler over internet sendes til Indien, hvor engelsk jo er et sprog, der beherskes af mange. Nogle af dem er beskæftiget med at renskrive journalerne, som næste dag er tilbage i de amerikanske hospitalers computersystemer. Fejl? Sikkert mange; men danske læger læser heller ikke korrektur på journalerne. Hvis inderne kunne dansk, gjorde vi det samme. Nu nøjes vi med at lade indere skrive vores programmer. Det er de også ret gode til. Hjem igen. På min færden rundt i kommunale og and--re kontorer har jeg også opdaget, at ganske mange medarbejdere faktisk ikke benytter blindskrift, når de skriver. I min pure ungdom gik jeg på handelsskole - om lørdagen. Jeg tilhørte en heldig årgang. Min to år ældre bror gik på handelsskole om aftenen - og på arbejde om lørdagen. Et fag var maskinskrivning. Undervisningen bestod i, at tastaturet blev forsynet med en afskærmning, så man ikke kunne se tasterne. Til gengæld havde vi et ark karton, hvor tasternes placering fremgik. Pointen er, at der egentlig ikke var tale om undervisning. Sådan set drejede det sig bare om at øve sig, indtil fingrene var på plads. Fuldstændig ligesom når børn øver sig i at jonglere med tre bolde eller bruge en yoyo. Fingrene kom ikke på plads for mit vedkommende, fordi jeg resten af ugen i speditionsfirmaet sjældent havde brug for at skrive på tastatur. De mest oplagte lejligheder var ved fjernskriveren, men det var ilde set, hvis det blev benyttet til øvelser i blindskrift. Det ville modtageren ganske enkelt ikke vente på. I Padborg kunne de nemlig blindskrift. Har jeg senere indset. Men nu har jeg lært det. Jeg brugte Super Type, fra ISD Danmark, til at lære det. Version 9.0, som nu garanteret er outdated - og det er helt givet, at grundlektionerne skal være kortere. Men så skal der måske være flere? Programmet var nu effektivt nok og gav slet ingen mindelser om handelsskolen. Hvis nogen tror, at man lige så godt kan lære blindskrift på en skrivemaskine, så tager de ganske grueligt fejl. Og jeg kan kun opfordre enhver lærer, der har brug for det, til at gå i gang selv. Eleverne har også kun brug for et fornuftigt program til indlæringen og træningen. Resten er et spørgsmål om vilje og tid. Læreren har ingen rolle her. Det er en fritidsaktivitet, måske en- -frikvartersaktivitet? Der er ingen indlysende gode grunde til, at en skole skulle afsætte timer til elevernes indlæring af tifingerblindskrift. Måske nogle timer til at gøre opmærksom på tilbuddet og begynde det, men det kan sikkert nok rummes inden for de bestående rammer. Og så kan resten overlades til eleverne. Det er selvfølgelig en overvejelse, hvornår eleverne bør begynde at øve sig på blindskrift, men det valg kan man måske passende overlade til dem selv? For nogle af dem vil motivationen være overvældende, når de kommer i chat-alderen, eller hvis de begynder at programmere. Og ikke et ord om, hvad der sker med håndskriften. Det vil tids nok vise sig ved den sammenlignendeOECD-undersøgelse af håndskrift i 2008.

It-konsulent og NETopNU-skribent Johan Jacobsen.