Anmeldelse

En dinosaur-mumie

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan verden egentlig så ud for 65 millioner år siden, er der ingen, der rigtigt ved. Det er heldigvis noget, der er forsket meget i, og man har da også ad den vej fået en god fornemmelse af, hvordan tingene så ud dengang, herunder også plante- og dyrelivet. I denne bog beskrives verden, som den så ud, med udgangspunkt i en dinosaurs liv, som det formede sig en bestemt dag tilbage i tiden - nemlig den dag, hvor dyret døde, for efterfølgende langt senere af nogle palæontologer at blive fundet som mumie et sted i Dakota i USA.

Fakta:

Titel: En dinosaur-mumie

Forfatter: Phillip Lars Manning

Pris: 248 kroner

Sider: 64 sider

Type: Bog

Forlag: Forlaget Flachs

Overordnet er bogen inddelt i to afsnit. Først en noget voldsom beskrivelse af dinosaurens sidste dag, sådan som den formede sig for mere end 65 millioner år siden. Dernæst en mere stille beskrivelse af selve fundet i vor tid, samt hvad der videre er sket omkring dyret i forhold til de videre undersøgelser. Dinosaur-mumiens historie er levende fortalt og overalt ledsaget af flotte illustrationer med tydelige forklaringer, der på god vis understreger det i teksten nævnte, så sammenhængen bliver så klar som muligt for selv de mere utrænede læsere.

Bogen skal mere ses som en god historie end egentlig undervisningsmateriale, hvorfor bogen i undervisningssammenhænge er ganske uinteressant. Dog skal den nok, på grund af det flotte layout og de mange billeder, fascinere de mange interesserede drenge og piger, store som små, rundt om i landet. Derfor fortjener den alligevel, efter min mening, en fast plads på en af skolebibliotekernes mange hylder.