Sara vidste ikke, at der var blevet klaget over en episode med en elev før påske, før hun modtog brev i sin e-boks midt i påsken.
Sara vidste ikke, at der var blevet klaget over en episode med en elev før påske, før hun modtog brev i sin e-boks midt i påsken.

Da Sara kom tilbage efter påske, blev hun bortvist: Jeg vidste ikke engang, der var blevet en sag

Sara havde været lærer på skolen i cirka et år og var vellidt af elever og kolleger, da hun midt i sin påskeferie sidste år fik et ildevarslende brev i sin e-boks. Få dage senere blev hun bortvist.

Publiceret Senest opdateret

Stemningen er god og rolig i 5.x, da fransk- og matematiklærer Sara opdager, at en af hendes elever sidder og tegner på bordet med rød tusch. Eleven er bøjet indover bordet og følger øjensynligt ikke med i undervisningen.

Sara går ned til ham, uden at han reagerer. Hun giver ham det, hun selv kalder "et kærligt og blidt dask" på baghovedet og siger noget i stil med: Du sidder da ikke og tegner på bordet.

Eleven reagerer voldsomt. Han græder og siger, han er blevet slået. Sara taler stille og roligt med ham, og undervisningen fortsætter hurtigt som planlagt. Eleven er undervejs snaksalig og glad og kommer efter timen hen og taler med hende om sin fars nye bil og andre ting, som han plejer at gøre.

Det er heller ikke usædvanligt for eleven at reagere kraftigt på ting, og Sara kategoriserer hændelsen som en ikke-situation og glemmer alt om den, indtil påskeferien kort efter begynder.

Midt i ferien får hun et opkald, der vender op og ned på alting.

En lærer, man gerne vil være kollega med

34-årige Sara er lærer på en skole i en lille by, der af hensyn til Saras privatliv i denne artikel er anonymiseret. Sara er heller ikke hendes rigtige navn.

Hun var glad for skolen, som hun havde arbejdet på i et lidt over et år. Hun holdt af sine elever og deres forældre, og de var glade for hende. Det siger både Sara selv og en kilde på skolen, som Folkeskolen har været i kontakt med.

Alt vender sig i mig. Jeg forstår ikke, at det kan gå så hurtigt. Jeg vidste ikke engang, det var blevet en sag. Jeg har bare lyst til at forklare og sige, at jeg ikke er en dårlig lærer.

Sara

Fra vedkommende lyder det, at Sara er sådan en lærer, man gerne vil være kollega med. En, der er oprigtigt nysgerrig på sine elever og kan leve sig ind i deres verden på en legende måde, samtidig med at hun opretholder autoritet. Sådan en, der finder på nye initiativer og kreative løsninger, selvom hun er presset på tid.

Sara fortæller selv, at hun også er meget fysisk. Hun krammer eleverne, hvis de trænger til det og kan finde på at give et klem på skulderen, når nogen skal have ros. Hun synes også det er sjovt at tumle med eleverne.

Sara er sådan en lærer, der gerne tager en afstikker fra dagens program, hvis stemningen kalder på det.

”Jeg er ikke voldelig”

Sara har besøg af en ven i påskeferien, da hendes skoleleder pludselig ringer. Han fortæller, at der ligger et brev til Sara i hendes e-boks, om at hun skal komme til tjenstlig samtale onsdag efter påske.

Beskyldninger mod lærere

Skoler og kommuner handler i panik, når lærere beskyldes for magtanvendelse, vold eller grænseoverskridende adfærd, mener DLF.

Folkeskolen undersøger, hvorfor det kommer så vidt – og hvordan vi sikrer både lærere og elevers retsstilling.

Han må ikke fortælle mere, også selvom hun sikkert har en masse spørgsmål, husker Sara lederen sige på en undskyldende måde.

Til den tjenstlige samtale har Sara sin tillidsrepræsentant med, og udover skolelederen er der en HR-medarbejder fra kommunen. Sara husker ikke så meget fra mødet, andet end at det går meget hurtigt.

Forældrene til eleven fra episoden før påske har klaget, og en anden forælder til et barn, der overværede episoden, har også klaget. Til mødet er Sara i panik og bryder fuldstændig sammen.

Hun bliver fortalt, at hun er indkaldt til mødet, fordi ledelsen og kommunen påtænker at bortvise hende. Hun får lov at fortælle sin side af historien.

”Jeg fortæller, at det var meget blidt, og at jeg overhovedet ikke er voldelig. Men det eneste, de vil høre fra mig, er, at jeg har haft en hånd på den elev. Alt derudover er helt ligegyldigt for dem”, siger Sara, der stadig har svært ved at tale om episoden, uden at stemmen skælver.

Efter Sara har givet sin version, bliver hun og tillidsrepræsentanten kortvarigt sendt uden for døren. Da de kommer tilbage igen, meddeler lederen, at bortvisningen fastholdes.

Samtalen tager under en time.

Jeg var faktisk lidt rystet. Der var ingen interesse i nuancerne, om dasket havde været blidt eller hårdt, eller om der havde været tale om en konfliktsituation.

Rikke Bøttern Nielsen, jurist

”Jeg er chokeret. Alt vender sig i mig. Jeg forstår ikke, at det kan gå så hurtigt. Jeg vidste ikke engang, det var blevet en sag. Jeg har bare lyst til at forklare og sige, at jeg ikke er en dårlig lærer. Det er uretfærdigt”.

Sara sendes øjeblikkeligt hjem.

Jurist: Ingen interesse for nuancerne

Saras sag kommer hurtigt til afskedsteamet i Danmarks Lærerforening, hvor juridisk konsulent Rikke Bøttern Nielsen ad flere omgange har forhandlingsmøder med kommunen i forsøget på at få dem til at trække bortvisningen tilbage.

”Jeg var faktisk lidt rystet. Der var ingen interesse i nuancerne, om dasket havde været blidt eller hårdt, eller om der havde været tale om en konfliktsituation. Kommunen forholdt sig under forhandlingerne kun til, at der var en nultolerance over for ’at lægge hånd på elever’, og at bortvisningen dermed var berettiget”, siger Rikke Bøttern Nielsen.

I et såkaldt uenighedsreferat fra forhandlingen skriver Danmarks Lærerforening, at de mener, at bortvisningen er i strid med gældende retspraksis.

”Når man siger, at man har nultolerance over for magtanvendelse eller at lægge hånd på en elev, og at konsekvensen af dette vil være bortvisning, så mener jeg, at det er en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Man er som offentlig arbejdsgiver forpligtet til at foretage en konkret vurdering af det hændte”, siger Rikke Bøttern Nielsen.

Hun uddyber:

”Derudover har arbejdsgiver en forpligtelse til at oplyse sagen grundigt forud for eventuel sanktionering. Dette gælder særligt, når sanktionen er så indgribende som bortvisning. Og det mener jeg ikke, er tilfældet her. I det her tilfælde ville kommunen ikke forholde sig til de formildende omstændigheder i sagen, ligesom kommunen valgte ikke at forholde sig aktivt til Saras forklaring, eller endda nærmest helt tilsidesatte den".

Rikke Bøttern Nielsen nævner, at en formidlende omstændighed for eksempel er, at Sara ikke var sur i situationen, og at stemningen efter alt at dømme var rolig.

Hvis anklagen om et hårdt slag eller dask skal give mening, skal Sara have været vred, da hun går ned til eleven, mener Rikke Bøttern Nielsen. Og det var hun ikke, i hvert fald ikke ifølge Sara selv, og heller den elev, som overværede episoden.

DLF tager sagen om uberettiget bortvisning videre til mægling i Kommunernes Landsforening inden næste skridt, som ville være at føre sagen i faglig voldgift, hvilket DLF ville have været klar til. Parterne vælger her at indgå et forlig.

Sara får herefter en godtgørelse.

Kommunen vil ikke interviewes

Folkeskolen ville gerne have spurgt kommunen, hvordan de forholder sig til Sara og DLF’s kritik samt høre en uddybning af deres praksis med ’nul tolerance’.

Kommunen ønsker ikke deltage i et interview, men skriver i en mail:

”Generelt kan vi sige, at vi i kommunen altid tager alle sager, hvor der kan blive tale om en bortvisning, yderst alvorligt".

"Meget står på spil for alle parter, og derfor går vi også grundigt til værks og gør vores alleryderste for at få et fuldt billede og alle nuancer med i en given situation, før vi griber til bortvisning. Den procedure har vi også fulgt i den sag, du nævner”.

Men den version af sagens forløb kan hverken Rikke Bøttern Nielsen eller Sara genkende.

I sagens forskellige papirer og referater kan det ses, at begge klager fra de to forældrepar beskriver forløbet nogenlunde ens, men med enkelte forskelle. Begge klager beskriver dog helt tydeligt, at der var tale om et hårdt dask eller slag fra Saras side, og at det sagde en lyd.

Det nægter Sara, at det gjorde. For dasket var blidt og placeret et sted, hvor det umuligt kunne sige en lyd.

I en af klagerne stod der også en påstand om, at Sara skulle have spurgt eleven, om han skulle have en dumflad. I den anden klage lyder det, at Sara spørger eleven, om han vil give hende en dumflad.

Ingen af versioner er dog korrekte ifølge Sara, og den ene forælder vælger også at trække påstanden tilbage.

”For mig er det helt tydeligt, at de to forældre har koordineret klager, siden de er så enslydende og så med denne her 'dumflad'-detalje, som overhovedet ikke er sand. De to klager er så skrøbelige, at jeg er chokeret over at kommunen ikke gør mere for at undersøge, hvad der er op og ned”.

Skolelederen indkalder efter modtagelsen af klagerne forældrene til en samtale, og herefter giver han klagerne videre til kommunen med et referat af forældresamtalen.

Det fremgår ikke i nogle af referaterne fra sagen, om forældrene eller eleverne herefter er blevet udspurgt af kommunen.

Men fra episoden med tuschen finder sted, til Sara har et brev om tjenstlig samtale i e-boks, går der en uge. Af den uge er fire af dagene weekend og helligdage.

”Skulle have været en advarsel. Højst”

I dag har Sara fået job som medarbejder i håndværkerbranchen i samme by, som hun arbejdede og bor i. Hun savner at undervise og at arbejde med børn.

Hun har haft nogle undervisningstimer på en anden type skole. Men hun ved, at mere af den slags arbejde højst sandsynligt kræver, at hun skal søge job i den samme kommune, som bortviste hende.

Sara ser tilbage på forløbet med forundring, bitterhed og uretfærdighed. Hun forstår ikke, hvordan kommunen kunne være så sikker på, at der var tale om bortvisningsgrundlag.

”Jeg forstår godt, at det skal tages alvorligt, når et barn kommer hjem og fortæller, at det er blevet slået. Men jeg føler slet ikke, det er blevet undersøgt".

"Hvad med at snakke med mine kolleger om, hvilken slags lærer jeg er? Eller spørge eleverne? Og hvorfor ikke lytte til den version af sandheden, som jeg fortalte?”, undrer Sara sig og siger, at mange af skolens lærere mange gange havde overværet hendes undervisning ved co-teaching-lektioner og altså kunne "sige god" for hende.

Hun savner også, at der blev kaldt til en mæglingssamtale mellem hende og forældrene.

”Jeg kunne have fortalt, hvordan det så ud fra mit synspunkt, og at jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på at slå deres barn. Måske var det ikke kommet så langt, hvis vi lige kunne kigge hinanden i øjnene. Men det var der åbenbart ikke tid til”.

Rikke Bøttern Nielsen forstår heller ikke, hvorfor sagen blev løst på denne måde. Hun mener fortsat, at der mangler en veldokumenteret og god grund til at bortvise.

”Det skulle have været en advarsel. Højst”, siger hun.

”Det er helt tydeligt, at Sara ikke har en historik med magtanvendelse eller vold. Hendes kolleger holdt af hende og havde stor tillid til hende. Det virkede for mig også til, at lederen hele vejen igennem har haft tillid til Sara. Det er alt i alt en virkelig trist historie”, forklarer hun videre.

”Mine varmeste anbefaling”

Saras skoleleder har i dag et andet job og har ikke villet udtale sig om sagen. Efter Saras bortvisning skrev han en varm anbefaling af hende, som Folkeskolen har læst.

I anbefalingen lyder det blandt andet:

”Sara har et naturligt talent for at arbejde inden for området, både teoretisk og praktisk. Sara har en meget stor forståelse for elevernes særlige behov, og har ydet en særdeles stor indsats med en til tider krævende elevgruppe. Der ligger altid mange tanker og overvejelser bag hendes idéer og tiltag. Jeg giver Sara min varmeste anbefaling”.

Sara er ikke sur på sin tidligere skoleleder.

”Kommunen tog styringen på denne sag, og jeg har en klar fornemmelse af, at min leder ikke fik særlig meget at skulle have sagt”.

For Sara var forliget og godtgørelsen på ingen måde tilfredsstillende. Rent økonomisk var hun i store problemer, fordi hun var i gang med en familiesammenføring, og af frygt for at sætte den på spil, var hun ikke tilmeldt en a-kasse.

Hun stod derfor uden løn og dagpenge med øjeblikkelig virkning.

”Så rækker den godtgørelse, jeg fik, altså ikke langt. Samtidig følte jeg mig uretfærdigt dømt. Det kan godt være, der kom et forlig, men alle gik jo rundt og troede, at jeg havde slået et barn”.

”Det er frygteligt i et lille samfund aldrig at vide, om man støder på nogen, som har set sig sur på dig”.

Powered by Labrador CMS