Maria Roneklindt er hjemme nu på grund af corona, men hun er klar til at komme tilbage på arbejde lige efter fødslen

Lærer dropper barsel: ”Jeg kan sagtens amme, mens jeg laver novelleanalyse”

Kvinder skal ikke bombes tilbage til kødgryderne, fordi de bliver mødre. Den holdning har lærer Maria Roneklindt altid haft. Om ni uger er hun sat til at føde sit første barn. Hun har aftalt med sin leder, at hun møder på arbejde med baby kort efter fødslen.

Publiceret Senest opdateret

Lærer på Byskolen i Ringsted og faglig rådgiver for folkeskolen.dk/engelsk Maria Roneklindt venter sit første barn til maj. Hun er gået på barsel op til fødslen, fordi hun er blevet ramt af corona sent i graviditeten, men hun har aftalt med sin leder, at hun vender tilbage til skolen kort efter fødslen.

”Jeg har valgt ikke at gå på barsel, fordi jeg gerne vil bevise, at kvinder sagtens kan føde børn og gå på arbejde samtidig”, siger hun og henviser til at flere folketingspolitikere allerede har bevist, at det er muligt at arbejde og have en baby samtidig.

Omlagt skema efter fødsel

Jeg gerne vil bevise, at kvinder sagtens kan føde børn og gå på arbejde samtidig, siger Maria Roneklindt.

Da der er mangel på kvalificerede lærere, blev Maria Roneklindts leder glad for, at hun var klar til at melde sig til tjeneste i klasselokalerne – også selv om hun skal have en nyfødt baby med.

”Jeg har faktisk fået lagt en hel del seksualvejledningstimer på skolen, når jeg kommer tilbage. Med en nyfødt på armen kan jeg gøre undervisningen mere konkret, når vi snakker om, hvor babyer kommer fra”, siger læreren.

”Jeg ser ikke noget til hinder for, at jeg har min baby med i klassen. Jeg kan sagtens amme, mens jeg laver novelleanalyse i 9. klasse. Eleverne vil finde det helt naturligt. Det er vildt at tænke på, at man ikke skal længere tilbage end 1950’erne, før folk ville finde det helt upassende”, siger Maria Roneklindt.

Hun er rigtig glad for, at det på den her måde bliver muligt at føre sine elever til eksamen til sommer.

”Vi indretter det sådan, at der bliver sat et skiftebord op tæt på eksamenslokalet, så der er tid til bleskift i de pauser, der er”, siger hun.

Manden har taget sin tørn

Maria Roneklindts mand har været på barsel tre gange med børn han har fra et tidligere ægteskab.

”Han har udstået sin værnepligt. Det er også mig, der tjekker Aula hjemme hos os”, fortæller Maria Roneklindt den første morgen i april, hvor hun er godt i gang med planlægningen af næste skoleår.