Man kan enten se på OK18 ud fra et nytteperspektiv: Hvad får vi ud af et JA og hvad får vi ud af et NEJ – og konkludere, hvad man tror vi får mest ud af? Det er den pragmatiske tilgang – her er udbyttet vigtigst.

Eller man kan se på OK18 ud fra et holdningsperspektiv: Hvad synes vi er rigtigt og hvilke veje går vi for at nærme os det rigtige. Her tager vi enten konflikten fordi det er de værdier vi står for eller vi tager ikke konflikten fordi vi ikke tror at den er vejen frem. Det er den principielle tilgang – her er sagen vigtigst.

Vi vil nok alle kunne indtage både den pragmatiske og principielle position. Forudsætningen for at være pragmatisk er enten at man principielt ikke tror på, at konflikten er vejen frem eller, at de grundlæggende forhold allerede bygger på det man synes er rigtigt. Ud fra et holdningsperspektiv kan man således godt agere pragmatisk, når man synes de principielle forhold er i orden. Det er grunden til, at KL nu udviser stor pragmatisk samarbejdsvilje: De grundlæggende forhold for KL er i orden.

Den pragmatiske tilgang kan pynte og forbedre de eksisterende forhold, men aldrig grundlæggende ændre dem. Et samarbejde og en kommission vil kunne pynte og forbedre vores forhold, men de mia, der blev høstet af KL i 2013 med L409, vil der ikke grundlæggende blive gjort op med. Arbejdsgiverne opgiver ikke frivilligt den principielle sejr de fik i 2013 uanset hvor mange gode argumenter der måtte være for det. Hverken pengene eller principperne er der i KL og Moderniseringsstyrelsen!

Under 2. verdenskrig valgte Danmark i første omgang samarbejdspolitikken overfor besættelsesmagten. Samarbejdspolitikken gjorde at nogle forhold blev lempeligere end i andre lande, men skabte også debat om, hvorvidt det var moralsk rigtigt at indgå en pagt med djævelen. Dette sagt uden sammenligning i øvrigt, men udelukkende for at pege på den principielle forskel mellem den pragmatiske og principielle tilgang i en relation mellem to parter.

Samarbejdspolitikken har i mange sammenhænge sin berettigelse, men forudsætningen for den må være, at de grundlæggende forhold er i orden. Man kan ikke samarbejde med hvem som helst under grundlæggende urimelige betingelser.

Forudsætningen for at kunne være i grundlæggende urimelige omstændigheder er, at man bevarer sin værdighed. Som mennesker kan vi ikke leve uden værdighed. Mangler værdigheden, vil vi intensivere vor kamp for værdighed. Lykkes denne kamp ikke, vil vi forsøge at ødelægge livet eller opgive at påtage os vort engagement. Begge dele er der mange triste eksempler på efter 2013.

Efter at være blevet udskammet under lockouten, hvor KL udstillede lærerne i offentlighedens gabestok, higer vi efter anerkendelse og forståelse. Vi håber på at få den fra offentligheden, KL og Folketinget.

Anerkendelsen sker bl.a. gennem indgåelse af overenskomster, der tager højde for vores specielle forhold, der respekterer og imødekommer vores professions muligheder for at løse arbejdet tilfredsstillende. Vi skal ikke normaliseres - ligesom andre faggrupper heller ikke skal. Alle skal respekteres med de specielle forhold der gør sig gældende for deres profession.

Normaliseringssporet er en bureaukratisk tankegang, der skal lette de administrative byrder og gøre alting sammenligneligt selvom det i virkeligheden er usammenligneligt.

Vi var nogle få der på kongressen ikke stemte for OK18 formuleringen, fordi vi ikke troede på normaliseringsstrategien. Argumentet for den var, at de øvrige faglige organisationer ikke forstod vores tale om forberedelse osv og at vi derfor kun kunne få opbakning til noget alle andre også har. Derfor skulle normaliseringssporet forfølges og indrømmelser veksles til reelle forbedringer. Men for arbejdsgiverne skal vi kun normaliseres når det er en økonomisk og bureaukratisk fordel så derfor var der ingen vilje fra KL’s side til at imødekomme dette ønske.

Vi havde så håbet på en løsning for alle, hvor solidariteten i fagbevægelsen skulle bære os alle i mål. Desværre viste den pragmatiske tilgang sig at være stærkest. Fællesskabets styrke endte med at være et middel til at nogle kunne opnå deres egne krav og efterlod de andre i en slutspurt, hvor der blev givet køb på de principielle forhold. Lønnen, den laveste fællesnævner, var det man kunne enes om og som blev udråbt som den store sejr (spisepausen betalte man for at få indskrevet).

Tilbage stod vi som lærere endnu engang klædt af og ydmyget da formanden glad stod og erklærede, at nu var der indgået en overenskomst. Den indeholdt bare ikke en arbejdstidsaftale for lærerne. En ting er, at blive pålagt noget man ikke finder i orden, noget andet er, at man selv medvirker til at indgå under dem. Man kan ikke igen skrive under på, at arbejdstiden fortsat reguleres af L409 uden at det har karakter af accept. Det er principløs pragmatisme at insistere på det.

Hvis vi skal bevare vores værdighed kan der kun stemmes NEJ.

Lønnen bærer ikke arbejdet i sig selv!