Vagn og verdenssolidariteten

Pensioneret lærer kæmper for børn og lærere i krigshærgede dele af verden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Oprindeligt var Osman Ato chauffør for amerikanerne, så gav de ham ti millioner dollars for at oprette en milits og myrde Fared Aidid, og nu er chaufføren blevet til en af de mange krigsherrer i landet'.

65-årige Vagn Rasmussen sidder ved kurvefletbordet i et lille grønmalet kælderlokale og taler om sit yndlingsemne: International politik og solidaritet.

Denne gang handler det om forholdene i Somalia, som han mener er på vej i den rigtige retning.

'Befolkningen i Somalia er grundig træt af krige. Derfor dannede den en civil forsoningsregering i august sidste år. Siden er det lykkedes at afvæbne langt hovedparten af de 75.000 militsfolk. Og man har kun brugt fredelige midler. Det er også lykkedes at drage nogle af de stærke krigsherrer over på fredens side. Osman Ato er i tæt kontakt med regeringen, og det er hans eneste chance for at mildne den dom, som FN og Somalia er enige om venter alle krigsforbrydere. Jeg er sikker på, at der snart vil være fred i Somalia'.

Når Vagn Rasmussen ikke taler, er han optaget af at få ild på piben. Der skal flere forsøg til, fordi han hele tiden lige skal tilføje et eller andet, der optager ham.

Kælderlokalet i beboelsesejendommen i Roskilde er hovedkontor for 'STS - International Solidarity'. Den organisation, som Vagn Rasmussen bruger det meste af sin fritid på. Det vil, når man er pensionist, sige rigtig mange timer. Formentlig 60 om ugen.

Sådan har det været, siden han var med til at oprette organisationen i 1994, men det med det solidariske går meget længere tilbage.

'Jeg er født og opvokset i en familie, hvor det solidariske betød meget. Min morfar var en af de første socialdemokrater i en lille midtjysk landkommune, og han blev udsat for forfølgelse på grund af sine synspunkter. Min far og mor blev fagligt aktive, og de var meget optaget af samfundsforholdene. De var desuden internationalister'.

Plads til flygtninge

Vagn blev socialdemokrat ligesom sine forældre og sine søskende, og han kom på universitetet, for dengang i 1950'erne var unge mennesker med en lang teoretisk uddannelse det, som arbejderbevægelsen havde brug for. Den skulle hamle op med de borgerlige og styre et mere og mere kompliceret samfundsapparat. Men i 1958 kuldsejlede planerne.

'Jeg fandt ud af, at cand.polit.-studiet ikke var mig, og så gjaldt det om at finde noget andet, der ikke tog for lang tid. Det blev den treårige læreruddannelse på Jonstrup Seminarium'.

Efter endt uddannelse fik han job i fængselsvæsenet og kort efter på en skole i Herlufmagle. Her var han ansat, til han for 16 år siden kom på førtidspension efter et alvorligt hundebid og andre helbredsproblemer.

'Det var jeg glad for, men de første år savnede jeg kollegerne. Selvom man har meget at se til som pensionist, har man ikke det fællesskab, der findes på en arbejdsplads'.

Organisationer for alle

I årene som lærer udviklede Vagn Rasmussen sig politisk. Han blev mere venstreorienteret, men roden i fagbevægelsen glemte han ikke.

'For mig har faglige organisationer altid haft noget godt i sig. De organiserer alle inden for deres fag uanset religion eller hudfarve. Derfor kan jeg ikke forstå, at man ikke mere bevidst bruger fagbevægelsen til at bekæmpe splittelse i udsatte samfund. Gjorde man det, kunne mange borgerkrige og konflikter være undgået. På Balkan kunne fagbevægelsen have været en vigtig fredsfaktor, hvis man havde villet det'.

Det faglige engagement og hans fortid som lærer var med i bagagen, da han tog initiativet til at oprette STS - International Solidarity.

STS står for 'Støt Tuzlas skoler'.

'Under krigen i Bosnien var Tuzla den eneste by, hvor man holdt fast i, at der skulle være plads til alle uanset etnisk tilhørsforhold, og nogle af dem, der gjorde den største indsats, var byens lærere. De underviste, som de plejede, selvom skolerne havde kummerlige forhold, og selvom de ligesom resten af byen blev udsat for pres, der skulle tvinge en etnisk opsplitning igennem'.

Vagn Rasmussen nævner en episode, der for ham bekræfter, at Tuzla-lærernes strategi lykkedes.

'Da en af mine venner engang spurgte en inspektør på en af byens skoler om, hvor mange serbiske børn der gik på skolen, så han lidt forundret på ham og sagde, at i Tuzla delte man ikke børn i nationaliteter'.

Ti fodboldhold

'Støt Tuzlas skoler' tog fra begyndelsen fat på det konkrete plan. Der blev indsamlet tøj og materialer til skolerne og sendt lastbiler af sted. Senere begyndte man at renovere skoler, at opbygge computerskoler og en internetcafe. Organisationen arrangerede besøg af børn og lærere i Danmark og afholdt lærerseminarer i Bosnien. Disse seminarer tog fortrinsvis sigte på at forsone folk.

'Man kan godt hidse almindelige mennesker op til krig. Men det varer i reglen ikke længere, end til konsekvenserne viser sig. For eksempel har vi lige gennemført lærerseminarer i Srebrenica, hvor de bosniske lærere, der underviste før den store massakre, blev ført sammen med de serbiske lærere. Ved du, hvad de gjorde. De faldt hinanden om halsen. De vidste godt, at borgerkrigen og udrensningerne var startet af magthavere som Milosevic og Tudjman og ikke af almindelige mennesker'.

Hjælpen, som ikke er stoppet, selvom borgerkrigen er et overstået kapitel, faldt på et tørt sted. Det fik Vagn Rasmussen bekræftet, da formanden for Tuzlas lærerforening i et interview i Folkeskolenfor nogle år siden sagde, at uden STS var man ikke kommet så godt gennem krigen, som tilfældet var.

Ros fra en helt anden kant fik STS, da organisationen skaffede midler til at forære unge i Somalia bolde og udstyr til ti fodboldhold. Den Internationale Olympiske Komite tildelte STS et diplom 'for et bemærkelsesværdigt bidrag til at fremme venskab og solidaritet mellem folkene'.

De ti fodboldhold dækker alle regioner i Somalia, og der bliver holdt en årlig fodboldturnering i det borgerkrigshærgede land. For nylig blev der for første gang i 13 år spillet en fodboldkamp på Mogadishus stadion.

Hvordan bevarer man optimismen?

'Mennesker kan udvikle sig i mange retninger, og når det går galt, er det som regel, fordi magthaverne vil det. Derfor bør man protestere mod vold og uretfærdighed, og man bør støtte fredskræfterne med humanitær bistand. Det tror jeg på hjælper', siger Vagn og bakker videre på piben.

Jan Kaare er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS