Pernille, jeg undrer mig…..

Coronakrisen er den største krise i vor tid. Danmark har håndteret krisen forbilledligt. Vi danskere er meget lovlydige og alle, børn som voksne, har håndteret det fint. Alle har vi ydet en ekstraordinær indsats. Taget hensyn til hinanden. Taget vores forholdsregler for at stoppe smittespredningen med grundig håndvask, sprittet af og holdt afstand.

Samfundet er så småt ved at åbne op igen.

0.-5.klasserne er kommet tilbage til skolernes undervisning.

Men med åbningen af samfundet er det meget vigtigt, at vi som elever, forældre, befolkning – og ikke mindst vi som politikere – kan forstå, hvorfor regeringens regler og retningslinjer er, som de er. Vi mister ganske enkelt tilliden til systemet, når vi ser ZOO, Ikea og nu skolerne få beskeden om, at selvom de følger de udstukne retningslinjer, så kan regeringen sige ”Nej, stop! Det er en dårlig ide”.

Eller hvordan kan det være, at smittetrykket er uacceptabelt, når en lærer ikke må mødes med 2-3 elever under kontrollerede forhold med overholdelse af gældende krav om afstand og antal personer, mens op til 10 unge godt må mødes uden for skoletiden?

Vi har lært vores børn på den ene side at følge reglerne. På den anden side har vi lært vores børn at være selvstændige, kritiske og ikke være blindt autoritetstro. Derfor er det problematisk, at vi skal følge regler, som vi ikke forstår. Vi hylder jo netop et skolesystem, hvor eleverne lærer at tænke selv og ikke være blindt autoritetstro.

Vi kan også godt forstå, at vi ikke kan lukke alt op på en gang. Men hvis vi skal kunne forstå, hvad der skal lukkes op, og hvad der fortsat skal være lukket, så har vi brug på en forklaring på, hvorfor der vælges, som regeringen gør.

Problemet er, at vi lige nu har unge mennesker lukket inde derhjemme, de må ingenting! Både skoler, idrætsfaciliteter, klubber er lukkede for dem. De kan få nødundervisning over nettet. Det er en stor psykisk belastning at udsætte unge mennesker for. Og nogen vil blive så desperate, at vi på et tidspunkt kan risikere, at de gør noget uhensigtsmæssigt. Ved at lade lærerne tage sig af det og give dem mulighed for at tilrettelægge planlagte aktiviteter, kunne vi give de unge mennesker et indhold i hverdagen. Lærerne er de professionelle og dem bør vi netop udvise tillid til, at de kan håndtere det. Ministeren kunne så udsende vejledninger om, hvordan man kunne gøre det sundhedsmæssigt forsvarligt. En vejledning, som vi alle kunne forstå og derfor alle ville kunne understøtte blev overholdt. Et forbud, som vi ikke forstår, vil vi som danskere have meget sværere ved at overholde. Derfor kære regering – kære Pernille, giv os forbud og vejledninger vi kan forstå. For Pernille, jeg undrer mig altså……

Hilsen Jens Henrik