Alligevel muligt at få støtte til speciallæreruddannelsen
Nu kan de studerende ved speciallæreruddannelsen på Danmarks Pædagogiske Universitet alligevel få Statens Voksen Uddannelsesstøtte (SVU). De var ellers 1. januar i år havnet i et utilsigtet regel-hul, der gjorde, at de ikke kunne få støtte.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Uddannelsesorloven blev afskaffet og erstattet af muligheden for at få SVU til uddannelser omfattet af en bekendtgørelse. Da der ikke fandtes nogen bekendtgørelse om uddannelsen, kunne de lærere, der videreuddannede sig til speciallærere, ikke få SVU.
Da Danmarks Lærerforening blev opmærksom på problemet, henvendte man sig til hovedorganisationen FTF, som igen gik til SU-styrelsen og Undervisningsministeriet. Henvendelsen førte til, at ministeriet nu har udstedt en bekendtgørelse for uddannelsen, som gælder med tilbagevirkende kraft for de studerende, der allerede er optaget. Uddannelsen er i øvrigt under afvikling i sin nuværende form, og der optages ikke længere studerende.