Idet du skriver, at du er glad for mit spørgsmål om pædagogiske retninger, vil jeg uddybe mit spørgsmål, som er stillet i nysgerrighed, og fordi jeg er en beundrer af dine indlæg i Folkeskolen.dk og dine bøger.

Baggrund: Med mit eget lærerliv som indsats har jeg nægtet at underkaste mig den teknokratisering og læringsmålsstyring, som de seneste års skolepolitik har fået indført. Jeg ser en ødelæggende bølge med teknikker, værktøjer, redskaber blive indført samtidig med, at skolens fine formål er ved at blive solgt til en såkaldt videnskabeliggørelse med et objektiviserende evidenssyn, som har rod i et naturvidenskabeligt værdisæt (det gælder folkeskolen såvel som i andre skolesystemer).

Det er inde i dybden at dette syn, jeg ser en fare for, at vi som lærere kan blive manipuleret med. Det virker så umiddelbart tilforladeligt og rigtigt, at ´nu skal vi ikke fortabe os i ”gamle” syn men derimod være med på moderne hjerneforskning, psykologisk forskning, sociologisk forskning´.

Og jeg mener jo ikke, at vi lærere ikke skal følge med.

Men hvad jeg mener er, at det er farligt at sælge ud af de værdisæt, der er indbygget i vores pædagogiske rodnet. De naturvidenskabelige/objektiviserende/positivistiske syn skal ikke være grundlaget i vores undervisning, efter min mening.

Jeg mener, at vi med lærerfaget og vores undervisning har (og skal fastholde at have) mere tilknytning til det filosofiske, kunstneriske, etiske, humanistiske grundlag.

De pædagogiske retninger, der ligger bag min egen lærerforståelse er først og fremmest reformpædagogikken og idéen om, at tilværelsesoplysning er skolens formål. (Se her nedenfor et enkelt opslag på reformpædagogik og se også et lille uddrag fra Løgstrups tale i 1981 og skolens formål).

Derfor er jeg personligt parat til at kæmpe med næb og kløer for at lærerfaget og undervisning skal knyttes an til ord som fx magi, poesi og undere. Hvad siger du til det? Er det for gammeldags? For fastlåst? Er jeg ude af trit med det moderne? Kan man godt fastholde ´det pædagogiske rodnet´ og så samtidig læne sig op ad hjerneforskning, sociologisk forskning, psykologisk forskning? Er jeg for firkantet, når jeg fastholder, at man må vælge enten det ene eller det andet ståsted?

Kære Lasse. Jeg skriver og spørger dig om disse ting, fordi jeg som sagt er en beundrer af, hvad du fortæller omkring din undervisning, og hvad du skriver i indlæg og bøger. Derfor vil jeg gerne prøve at forstå, hvilke pædagogiske retninger, du læner dig op af. Jeg tænker, at hvis man står fast og stærkt og kender sine rødder, så er man bedre som enkeltstående lærer. Og hvis vi fælles kan ´synge de samme´ sange om vores rodnet og om, hvad det er, der ligger neden under vores lærergerning og vores undervisning, så kommer vi aldrig til at underkaste os den ødelæggende teknokratisering og læringsmålsstyring, som ellers sniger sig ind på vores gebet.

Jeg er kort sagt ude efter en dialog med dig og måske også med andre gode kolleger. Jeg vil med mit indlæg her opfordre til, om vi lærere kunne sætte ord på vores fundament (og ikke bare overlade det til forskere og politikere), for det er for mig at se det, der er ved at krakelere. Det må ikke ske.

Mange hilsener fra Lærke

”reformpædagogik, pædagogisk bevægelse, der fra først i 1900-t. arbejdede for en ændring af den hidtidige pædagogiske praksis hen mod en mere barnecentreret og livsnær pædagogik. Undervisningens indhold skulle være underlagt barnets udvikling, der var både udgangspunkt, centrum og slutmål for personlighedsdannelsen. Viden måtte ikke udefra tvinges ind i barnet. Det at lære skulle være en aktiv proces med udgangspunkt i barnets egne erfaringer, interesser og initiativer, og undervisningen skulle være præget af demokratiske tanker om elevmedbestemmelse.Tilskyndelsen til reformpædagogikken udgik især fra filosoffen John Deweyspædagogiske skrifter i begyndelsen af 1900-t”.

Fra Professor dr. theol. K.E. Løgstrups forelæsning på Danmarks Lærerhøjskole den 21. september 1981 Skolens formål: ”Alligevel, akkurat på baggrund af denne vældige forskel mellem dengang og nu, springer det i øjnene, hvad der er at holde fast ved fra dengang. Og det er, at til skole hører oplysning om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning og historiens gang, om www.folkeskolen.dk september 2005 naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser. For at have en enkelt glose om det, vil jeg kalde det tilværelsesoplysning. Som det var indholdet af fænomenet skole for over to tusind år siden, er det skolens opgave den dag i dag. Hvad vi må stå fast på, er, at formålet med skolen er oplysning, så vi ikke af vort samfunds karakter af arbejdssamfund lader os forlede til at reducere skolens formål til at være uddannelse. Uddannelse i skolen er et afkast, som tilværelsesoplysningen giver”.

http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/forskning/videostreamingfraloegstrupkonference/nyheder_2007_20071119133744_loegstrup-skolens-formaal.pdf