Det krævede lange og grundige overvejelser, og der var stadig en del bekymring tilbage, da lærer Ayla Celik for nylig stod frem på folkeskolen.dk og fortalte, at hun nok er en helt væsentlig årsag til, at den tidligere ledelse på Søndervangskolen ikke længere er på skolen.

Uden ledelsens kendskab havde hun optaget ledelsens måde at fyre hende på. Optagelserne fra fire afskedigelsesmøder valgte hun senere at sende til forvaltningen, som ifølge hende spurgte om lov til at bruge materialet i sagen – og kort tid efter var skoleleder Rani Hørlyck og viceskoleleder Martin Bernhard ikke længere på skolen.

I interviewet fortæller Ayla Celik også, at hun allerede længe inden var gået til medierne anonymt, men at det krævede mod at stå frem med navn i spalterne. Hun havde nemlig tidligere oplevet, hvordan kollegers forsøg på at gå til forvaltningen med beretninger om, hvad der foregik på skolen, ikke havde ført til noget. Ayla Celik var ansat på skolen fra 2016 frem til september sidste år. Her fortæller hun, hvad sagen har betydet for hende – på godt og ondt.

Hvilke overvejelser havde du om at stå frem med dit navn?

“Jeg havde mange bekymringer for at stå frem, fordi jeg var bange for, at det ville få konsekvenser for mig, og jeg havde ikke tiltro til, at forvaltningen ville beskytte mig. Derfor tog det lang tid og krævede rigtig mange overvejelser, før jeg var klar til at stå frem med min historie.

Efter at ledelsen gik af, har jeg været igennem et langt og usikkert forløb om min fremtid. For ledelsen havde aldrig officielt fyret mig, men forvaltningen krævede, at jeg blev omplaceret til en anden af kommunens skoler. Det ønskede jeg ikke, og derfor havde jeg mange møder med forvaltningen. Sammen med Århus Lærerforening stod jeg fast på, at jeg ville blive på Søndervangskolen, fordi jeg rigtig gerne ville tilbage til mine elever, som jeg holder meget af. Forvaltningen skiftede holdning og gav mig lov til at vende tilbage, da der kom en ny børn og unge-chef. Det skulle dog vise sig, at den nuværende ledelse ikke ville give mig muligheden for at vende tilbage til min klasse, og derfor er jeg nu kommet frem til den erkendelse, at jeg skal noget andet end Søndervangskolen”.

Hvad håber du, at det kommer til at betyde, at du har fortalt din historie nu?

“Der er ingen tvivl om, at vores ytringsfrihed

som lærere generelt er presset, og det håber jeg, at sådan en sag her kan være med til at rykke ved. Det er så afgørende, at vi kan sige fra, hvis der sker ting, der ikke er i orden.

På Søndervangskolen havde ledelsen opbygget en så gennemgribende frygtkultur, at man følte sig meget alene, hvis man kom i problemer, fordi man ikke vidste, hvem man kunne stole på, og ledelsen formåede at spille os medarbejdere ud mod hinanden. Jeg kunne ikke se nogen anden vej end at bruge mine optagelser og gå til medierne for at få sandheden frem.

Det ærgrer mig, at det var nødvendigt. For det burde jo aldrig være nødvendigt. Jeg oplever, at vi lærere har manglet forvaltningens opbakning, når mine kolleger har råbt op om hjælp. I stedet har den ageret som ledelsens forlængede arm, og jeg har en opfattelse af, at det desværre ikke er et enestående eksempel, at forvaltninger er mere på ledelsens side end på medarbejdernes”.

Har det haft nogle konsekvenser for dig personligt at stå frem?

“Det har været en virkelig god fornemmelse endelig at kunne stå frem med navn og bakke de kolleger op, som meget modigt stod frem før mig. Det har været frustrerende at stå på sidelinjen og følge den kamp, de reelt har taget for mig. Så det var en forløsning endelig at kunne bakke dem op med min egen fortælling om en ledelse, der har været helt galt på den.

Den måde, jeg er blevet behandlet på, har jo ikke været en engangsforestilling fra ledelsen. Så det opgør, jeg tog med ledelsen, har jeg taget på vegne af rigtig mange. Ikke kun lærere, men også personer fra skolens tekniske service, administration og køkkenet. Jeg har efterfølgende fået utrolig mange positive tilkendegivelser fra dem og mange andre. Det varmer virkelig.

Det har også været vigtigt for mig at kunne fortælle, at det formentlig var mine lydoptagelser, der førte til ledelsens afsked. Det står i kontrast til den fortælling, som Rani Hørlyck ellers har forsøgt at tegne i medierne af en ledelse, der gik af for at skåne skolen og børnene. Det har været en lettelse for mig at turde modsige den fortælling”.

Hvilke reaktioner har du fået, efter at dit navn kom frem?

“Reaktionerne har været overvældende. Jeg har fået helt utrolig mange positive henvendelser både fra folk, jeg kender, og fra mange, jeg ikke kender. Der har været rigtig mange tidligere kolleger fra skolen, som har kontaktet mig og sagt, at de virkelig værdsætter, at jeg er stået frem og har fortalt om frygtkulturen og den uretfærdige måde, de og andre er blevet behandlet på gennem årene.

De fortæller, at de kan genkende deres oplevelser i min historie, og så har de fortalt, hvad de selv har oplevet og været udsat for. Det har været helt terapeutisk for os alle, oplever jeg. Jeg har virkelig kunnet mærke et behov for at få talt de mange ting igennem, vi hver især har oplevet og er blevet udsat for”.

Er der noget, der har overrasket dig, efter at din historie kom ud?

“Det har overrasket mig, at det faktisk ikke har kastet noget negativt af sig. Selv reaktionerne på Facebook har gennemgående været utroligt positive og støttende. Det har været en kæmpe lettelse. Men jeg står også tilbage i en situation, hvor jeg ikke længere skal arbejde på skolen. Jeg elskede og levede for Søndervangskolen og mine elever, så det har været enormt vemodigt at måtte opgive det, men det har på den anden side også været en stor lettelse at lægge det bag mig.

Nu har jeg fortalt om de uretfærdigheder, vi har været udsat for. Det gør, at jeg kan komme videre og forhåbentlig lægge det hele bag mig og gå og glæde mig til en ny start”.