Anbefalinger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Film En god film til danskfaglige analyser

For første gang i vores nye årsplan har jeg valgt at bruge spillefilmen "Ser du månen, Daniel" som et hovedværk. Der er meget forskelligt materiale forbundet med den, fordi der både er romanen, der er den delvist fiktive spillefilm, og så er der flere tv-dokumentarer og mange nyhedsartikler om hans kidnapning. Jeg har faktisk bedt mine 8.-klasser om at læse romanen i sommerferien eller høre den som lydbog.

Der er mange forskellige danskfaglige analyser, som man kan bruge den til. Filmen kan bruges til at snakke om virkemidler, men også som udgangspunkt for vigtige diskussioner om både Islamisk Stat, krigen i Syrien, fotojournalistik og familierelationer. Danskprøven for afgangseleverne går blandt andet ud på at bruge forskellige greb i sin analyse, og derfor synes jeg, at "Ser du månen, Daniel" som undervisningsmateriale til udskolingen kan rigtig meget. Den kan også bruges til at få eleverne til at reflektere over, hvad der egentlig har betydning i deres eget liv.

"Ser du månen, Daniel" findes på cfu.dk

Podcast En gavebod til nye lærere

Jeg fik særligt øjnene op for podcastgenren under nedlukningen, hvor jeg brugte det med mine elever. Det kan noget unikt, fordi eleverne kan bevæge sig, samtidig med at de lytter, og komme lidt væk fra skærmene. Men det bedste ved podcasts er, at alle elever er ligestillede, når det handler om lyd i stedet for læsning. Her føler mine ordblinde sig på lige fod med de andre i klassen.

Jeg tænker, at udbuddet af podcasts efterhånden er så stort, at det er den rene gavebod. Til alle de nyudklækkede lærere, som kommer ud på skolerne, vil jeg anbefale Facebook-gruppen "Podcast i skolen", hvor der deles titler og erfaringer med kolleger landet over. Jeg vil specifikt anbefale Third Ear/Politikens podcastserie "Kvinden med den tunge kuffert", fordi den kan bruges til både mellemtrinet og udskolingen. Jeg bruger også podcast som et afbræk i min danskundervisning, hvor eleverne kan gå udenfor og lytte lidt for sig selv, og så samler vi op fælles bagefter.

"Kvinden med den tunge kuffert"

- hvor du finder podcasts

Læringsportaler Undersøg, hvilken læringsportal du har adgang til

I Aarhus har vi adgang til Gyldendals læringsportal. Min opfordring til både nye og erfarne lærere er at undersøge og holde sig opdateret på, præcis hvilke portaler din skole har gratis adgang til. Det kan også være en ide at have en regelmæssig snak på tværs af erfaring og fag om, hvordan man bruger dem. Selv om jeg er en erfaren lærer, bruger jeg dem stadigvæk indimellem, og så krydrer jeg med egne ting.

Inden for dansk læsning kan man for eksempel finde gode øvelser til læsecirkler, og dem har jeg brugt med min 6. årgang.

Det er bestemt ingen skam at bruge andres undervisningsmateriale, og det sparer én meget tid i hverdagen. Det er en god form for vidensdeling og inspiration. Derfor vil det også være oplagt, at vi kolleger tager de nye lærere med, viser dem portalerne og fortæller om, hvordan vi selv bruger dem. Som ny lærer kan det hele være lidt overvældende, så hvis man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken i sine forløb hver gang, vil det hjælpe mange.

fagportaler.gyldendal.dk