Matematik, Didaktik

Rum, form og tal

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Olga Herbjørnsen

Oversat og bearbejdet af Hans Jørgen Hansen

164 sider, 250 kroner

L&R Uddannelse

Endelig er den her, oversættelsen af Olga Herbjørnsens 'Rom, form og tall', på dansk ved Hans Jørgen Hansen. Med den har vi også i Danmark fået et enestående fagdidaktisk værktøj, som med stor fordel kan bruges af lærere, lærerstuderende, seminarielærere og andre med interesse for faget. Bogen kan bruges direkte som opslagsbog ved planlægning af undervisningsforløb inden for matematik og i de overvejelser, man bør gøre sig, når matematikken skal indgå i et tværfagligt forløb. En overskuelig indholdsfortegnelse gør det nemt at finde det, man søger.

Indledningsvis gør den danske oversætter rede for forskelle mellem den norske L97 og det danske faghæfte 12 (Klare Mål) for matematik. Herefter er bogen meget overskueligt inddelt i syv dele og begynder med i del 1 at se på matematikfaget ud fra Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder (CKF).

Del 2 omhandler arbejdet med lokale læseplaner og matematikkens rolle i temaarbejde eller tværfaglige forløb. Hvilke ting skal man gøre sig klart, når man planlægger tværfaglige forløb? Hvilke mål sættes, og hvordan evalueres forløbet? Bogen tager diskussionen om matematikkens relevans i tværfaglige forløb. Er matematikken berettiget eller bare med, fordi den skal være repræsenteret?

I del 3 videreføres tankerne om temaarbejde ud fra en matematisk synsvinkel og med gode idéer til planlægning af temaarbejde i matematik.

I del 4, 'Rum og form', arbejdes grundigt med alle hjørner af geometrien. Der gives mange eksempler på børns måde at tænke geometri og rummelighed på, og de knyttes sammen med overvejelser om undervisning i geometri på forskellige alderstrin. Man kan ikke undgå at blive inspireret!

Piaget fik op igennem 70'erne stor anerkendelse for sine teorier om børns forståelse for tal og regningsarterne, og de blev banebrydende for 'ny matematik' herhjemme. Del 5 tager udgangspunkt i Piagets teorier og følger op med et overflødighedshorn af eksempler på børns begrebsopbygning og talforståelse.

I del 6 behandles tankerne om, hvor vigtigt sproget er i arbejdet med matematik. Sproglig kommunikation i matematik handler både om dagligsproget og fagsproget. Der gives eksempler på, hvordan matematik og de andre fag kan støtte hinanden på forskellige alderstrin.

Bogen slutter af i del 7 med en begrebs- og årsagsafklaring omkring børn med matematikvanskeligheder.

Kort og godt - bogen, du ikke vidste, at du ikke kunne undvære!

Mikael Scheby