Anmeldelse

Intensiv læring

For og imod turboforløb

I denne bog sættes fokus på intensive læringsforløb for børn og unge i folkeskolen. På hvordan forløbene kan gøre en forskel, og hvor de kommer til kort. Det er især den langsigtede effekt og muligheden for transfer fra det intensive læringsforløb tilbage til hjemskolen, der er udfordringen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De tre forfattere til bogen er tilknyttet forskningsenheden ”Pædagogik på kanten” fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. I bogen formidler de deres viden om effekten af intensive læringsforløb, og hvilke metoder og teoretiske perspektiver der står frem som virksomme og væsentlige i forhold til at give alle børn muligheder for at udfolde deres potentiale.

Fakta:

Titel: Intensiv læring

Forfatter: Frans Ørsted Andersen, Lise Mølgaard, Tine Wåst, Lisbet Nørgaard

Pris: 287,50

Sider: 158

Forlag: Dafolo

Bogen er opbygget på en måde, hvor man først får gennemgået, hvad der karakteriserer den intensive læring. Herefter præsenteres seks udvalgte læringsforløb fra forskellige institutionelle sammenhænge i Danmark. På baggrund af de præsenterede læringsforløb belyses teoretiske perspektiver på, hvad de forskellige læringsforløb er sammensat af. Herunder findes refleksioner over blandt andet styrkebaseret læring og teorien om mindset. Der sættes lup på de konkrete undervisningsmetoder, der primært bygger på accelereret læring og på orienteringen af elevernes motivation.

Bogen afsluttes med de intensive forløbs transfermuligheder i forhold til folkeskolen og perspektiver på intensive læringsforløb i et større billede i forhold til læring, uddannelse og skole – ikke mindst i forhold til inklusionsdebatten.

Forfatterne analyserer og sammenligner seks udvalgte intensive læringsforløb ud fra fem identificerende træk: de professionelle, mobiltelefon og digitale medier, professionelles relationskompetence, rammesætning og individuel tilpasning af undervisningen.

Bogen er krydret med spændende og interessant forskning, omkring hvad der fremmer og understøtter børns læring, især med fokus på de børn og unge, der har mistet modet i forhold til at gå i skole og lære. Den kommer med bud på konkrete pædagogiske metoder, der kan bruges i folkeskolen såvel som i de intensive læringsforløb.

Forfatterne skriver sig ind i debatten og den uddannelsespolitiske udvikling og den stadig stigende tendens til at regulere og styre unge menneskers uddannelsesvalg og -retning. Med udgangspunkt i at 32 procent blev erklæret ”ikkeuddannelsesparate” til ungdomsuddannelse (Undervisningsministeriet 2018) i 8. klasse, aktualiseres bogens fokus på de intensive læringsforløbs potentiale og begrænsninger.

”Intensive læringsforløb er ikke i sig selv et quickfix eller mirakelkure. De kræver planlægning, grundigt pædagogisk arbejde og ikke mindst systematisk opfølgning, når eleven kommer tilbage i hjemskolen, hvis indsatsen også skal kunne 'nytte' noget på den lange bane”.

Bogen henvender sig til lærere og pædagoger såvel som skoleledelser. Den henvender sig desuden til øvrige professionelle, der arbejder med børns og unges trivsel og læring.

Jeg synes, bogen er et vigtigt og inspirerende bidrag til at udvikle og understøtte arbejdet med inklusion og opgaven med at skabe en skole for alle. En bog, der kommer med konkrete metoder og teoretiske perspektiver i en fin og forståelig helhed.