Anmeldelse

Boost 3. klasse

Boost 3. klasse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Boost" er et godt nyt materiale til brug i begynderundervisningen i engelsk i 3. klasse. Bogen er skrevet af to norske og en dansk forfatter, og den passer fint til danske forhold. Temaerne, der bliver behandlet, er de samme, som Fælles Mål anbefaler for nybegyndere, nemlig familie, kroppen, tal, farver, mad, frugter, dyr, årets gang og højtider som halloween og jul.

Fakta:

Titel: Boost 3. klasse

Forfatter: Patricia Anne Bruskeland, Cecilie Teigen Ranke, Stina Stenholm Juul

ISBN: 9788702105292

Pris: 143,75 kroner

Sider: 64 sider

Type: Bog med cd

Forlag: Gyldendal

Tekstbogen er et spændende bekendtskab med masser af gode tegninger og flotte farver. Der er mange forskellige genrer som for eksempel sange, vrøvlevers, eventyr og dialoger. Forfatterne har valgt at sætte de nye ord i margenen på de relevante sider, hvilket efter min mening er en rigtig god ide.

Ligeledes er arbejdsbogen i top med masser af gode opgaver, der er knyttet til de enkelte temaer. Opgavetyperne er meget varierede, der trænes for eksempel ordforråd på en smart og lettilgængelig måde.

Den tilhørende lærervejledning går selvfølgelig ind på de metodiske overvejelser, forfatterne har gjort sig. Der er også mange gode forslag til arbejdet med tekst- og arbejdsbog, oplæg til fine lege og interessante kopiark, der på en god måde får børnene gennem temaerne.

Sidst, men ikke mindst, rummer "Boost"-systemet en mulighed for at købe en i-bog, der er meget vedkommende og relevant. Hvis man ønsker at kigge, før man køber, kan man bestille et gratis prøve-login på boost.gyldendal.dk. Det gælder i 30 dage, hvor man kan afprøve spændende ekstraopgaver som for eksempel memoryspil og krydsord og lytte til alle teksterne, som er indlæst her.