Nu skal bøger også have 'trailere'

Et nyt projekt fra EU vil have lærere til at undervise skoleelever i at lave såkaldte 'trailere' om bøger. Ideen er at inddrage it mere i undervisningen og samtidig hjælpe de unge med at finde læseglæden frem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fleste forbinder nok trailers mest med biograffilm, men bøger har det også med at finde vej til tv-skærmene. Og den slags film vil et læreruddannelsessted nu som del af et større EU-projekt have eleverne i de ældste klasser i folkeskolen til at producere.

"Målet er at give lærerne kompetencer til at inddrage it mere i undervisningen gennem elevernes egne produktioner af bog-trailere", siger Stig Toke Gissel, der er lektor i dansk på læreruddannelsen ved University College Lillebælt.

It på en ny måde

'ReadIT', som projektet hedder, henvender sig til både gymnasie- og udskolingslærere, der vil være med til at udvikle de såkaldte 'bog-trailere' som læremiddel til undervisning. Der findes allerede flere eksempler på undervisere og elever, der er begyndt at tage bog-trailerne til sig f.eks. på hjemmesiden schooltube.com, hvor nogle amerikanske skoleelever har lavet en trailer til bogen The Book of Samuel (se link til højre).

"Forhåbentlig kan det være med til at styrke læseglæden og it-kundskaberne hos den enkelte elev. For lærerne er det også en oplagt mulighed for at kunne inddrage it mere i undervisningen på en ny og spændende måde", siger Stig Toke Gissel.

Første fase i det fynske projekt foregår som et samarbejde mellem flere EU-lande og består af en undersøgelse blandt undervisere og elever, hvor der ses på indbyrdes erfaringer og forventninger til anvendelsen af it og digitale fortællinger i lærernes daglige arbejde med skriftlig og mundtlig fremstilling.

Resultaterne fra undersøgelsen vil senere munde ud i en rapport og dernæst afholdelsen af et kursus for undervisere i digital storytelling og fremstilling af bog-trailere. Projektet forventes afsluttet i 2013.