Den læreragtige lærer (interview)

Martha Mottelson har kortlagt de virkemidler, som lærere bruger for at få undervisningen til at gå glat - for eksempel fisker lærere efter svar

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der bliver sagt mange store ord om lærergerningen. I folkeskolelovens formålsparagraf. I Danmarks Lærerforenings professionsideal. I Fælles Mål. I den pædagogiske og didaktiske faglitteratur. Men hvad med hverdagen? Hvad gør læreren på det helt lavpraktiske plan for at få undervisningen til at glide, når eleverne har time i klasselokalet?

Det ville Martha Mottelson - der er lektor på Læreruddannelsen Zahle i København - gerne finde ud af. Hun tog ud i virkeligheden med sit ph.d.-projekt under armen, observerede otte rutinerede lærere undervise i over 100 lektioner og interviewede dem og gennemførte spørgeskemaundersøgelser af et større antal lærere og skrev en bog om »Lærerens praksis«. Her er eksempler på de virkemidler, som hun så lærere bruge for at få undervisningen til at fungere:

. Bevægelse i rummet. Alle lærere bevæger sig rundt i klasselokalet. Modsat eleverne, der som hovedregel sidder på deres plads. Når læreren bevæger sig rundt, kan eleverne ikke føre private samtaler.

. Brug af rekvisitter. Alle lærere bruger rekvisitter såsom kridt, tavle, overheadprojektor, kort og bøger. Når læreren bruger rekvisitter, indrammer han det, der foregår, som undervisning.

. Berøring af elever. Læreren lægger for eksempel sin hånd på en elevs arm i forbindelse med en irettesættelse eller for at få elevens fulde opmærksomhed og understreger dermed, at der er noget alvorligt på spil.

. Schhh! Mange lærere markerer deres tilstedeværelse som lærer ved at sige schhh.

. Offentlig monolog. Læreren kan føre en slags samtale med sig selv. Tænke højt. Han meddeler sig, som den eneste i rummet, om sine tanker. Det må eleverne ikke.

. Højrøstet eller dæmpet tale. Nogle lærere taler indimellem meget højt, andre meget lavt. I begge tilfælde er det for at markere sig som leder af klassen.

. Afbryde. Når læreren afbryder, markerer han en asymmetrisk relation til eleverne. Det er kun ham, der må afbryde.

. Fiske. De fleste lærere fisker indimellem efter det rigtige svar, og eleverne prøver at gætte, hvad det er. Derved bliver det understreget, at der er en læreplan i undervisningen.

Lærerne bruger sådanne virkemidler for at træde i karakter som lærer, siger Martha Mottelson. De iscenesætter på den måde sig selv som lærer og eleverne som elever. Hun har opfundet et begreb, der under én hat beskriver de mange forskellige virkemidler: Læreragtighed. Det er en særlig læreradfærd, som kun er legitim i et klasselokale, ikke ved spisebordet eller på lærerværelset eller ved busstoppestedet. Men er læreragtigheden hensigtsmæssig?

»Ja, læreragtighed er det, som læreren gør for at få timen til at forløbe glat. Hun bruger læreragtige virkemidler for at virke overbevisende som lærer. Så timen kommer til at virke som en rigtig time. Hvis eleverne skal opføre sig elevagtigt, må læreren opføre sig læreragtigt. Svarende til at hvis tandlægen opfører sig mærkeligt, så er det svært for os at have tillid til ham og opføre os som patient«.

»Mange nyuddannede lærere regner med, at eleverne er klar til at blive undervist, men det er de ikke. Læreren skal give dem en ramme at være elever i, ellers er de bare børn, der gør alle mulige ting og opfører sig som vilde bavianer«.

At få en skoletime til at glide er en undervurderet side af lærerens kunnen, mener Martha Mottelson, der har en fortid som folkeskolelærer i København.

»Mit projekt har været at finde nogle ord, der kan beskrive, hvad det er, den rutinerede lærer gør, som får timerne til at hænge godt sammen«.

»Allerede da jeg var lærerstuderende i 1970'erne, var jeg optaget af det, man kalder 'skjult læreplan', som er dækkende for alt det, der sker i skolen ud over det, der er skrevet ind i de officielle læreplaner og forventninger til, hvad skolen skal«.

Martha Mottelson håber, bogen kan bruges til at diskutere, hvad det er, man går og laver som lærer.

»Og vilkårene for det, man går og laver. Man bliver ved med fortvivlet at diskutere, at der er et dårligt forhold mellem teori og praksis. Og når de nyuddannede lærere kommer ud, får de et praksischok, fordi uddannelsen ikke i tilstrækkelig grad har forberedt dem på, hvordan lærerlivet er i virkeligheden«.

»Og det er også rigtigt. Praksis er for svagt belyst. En undersøgelse som min kan invitere til at reflektere mere over praksis som praksis og ikke som noget, der lægger sig i forlængelse af teori. Teori kan godt hjælpe én på vej til at tænke over det langsigtede perspektiv, eller hvad man gerne vil ideelt set. Men det hjælper ikke, hvis det, man gør i det daglige, ikke fungerer«.

»Det er lidt ærgerligt, hvis lærerne fortvivler for meget over, at de synes, at praksis ikke ligner det, som de havde sat sig for. Jeg har så prøvet at forstå og beskrive de dynamikker, der er i praksis, så man kan forbedre sine virkemidler og diskutere dem«.

»Hvis man lader sig vejlede af nogle ideelle forestillinger om, hvad man vil opnå, er det ikke sikkert, at de praktiske vilkår, man arbejder under, har så meget med det at gøre. Vilkår er jo også at få 25 elever til ikke at larme for meget i en klasse. Og at få dem til at gide lave de opgaver, man nu er kommet med. Det er konkrete vilkår. Hvis læreren kun kigger på de idealer, man har stillet op, så kan der godt være langt mellem idealer og vilkår«.

»At få noget godt ud af en skoletime er en kunst, vil jeg mene. Hvis læreren kun kigger på, om undervisningen fører til demokratisk dannelse eller opfyldelse af målsætningerne for fagene og skolen, så kan hun godt miste arbejdsglæde. Jeg vil gerne have, at interessen for at beskæftige sig med praksis på et praksisnært niveau fylder mere«.

Hvis diskussionerne om folkeskolen kommer mere ned på jorden, bliver det sjovere at være lærer, mener Martha Mottelson.

»Så kommer man tættere på at snakke om de reelle udfordringer, der er på praksisniveau. Det gør lærere allerede rundt om på lærerværelserne. Jeg leverer så nogle nye redskaber til at tage den diskussion«.

Redskaberne falder på et tørt sted, mener hun, for når man normalt taler om den tekniske og håndværksmæssige side af lærerarbejdet, taler man sædvanligvis om fagdidaktik, og om hvordan man tilrettelægger undervisningen.

»Det er ikke den slags virkemidler, som jeg taler om. Men jeg vil mene, at når man udvikler ordforrådet til at beskrive læreragtigheden som en teknisk og håndværksmæssig side af lærerarbejdet, så styrker man lærerne«.

»I alle professioner vil der være sider af professionsudøvelsen, som næsten er usynlige, og som det kræver et særligt fokus at få beskrevet, men som spiller en enorm rolle for, om arbejdet glider, som det skal«.

Fungerer disse sider af håndværket ikke, går der let grus i maskineriet, påpeger Martha Mottelson.

»Alle de ting, som læreren gør, er en måde at undgå sammenbrud på. Jeg har selv som lærer oplevet sammenbrud - at der for eksempel blev så meget larm og så meget kaos, at man måtte sige: Nu må I gå udenfor alle sammen og komme ind om ti minutter«.

»Men hvis læreren har en rigtig god fornemmelse for at gribe ind i tide, så sker der ikke sammenbrud. Det er ligesom en cykelrytter, der skal over en bakke. Han er nødt til at træde hårdere i pedalerne, hvis han vil holde den samme fart. På samme måde skal læreren, tænker jeg, udvikle sine virkemidler til at tage fat i alle de ting, der kunne føre timen i en forkert retning«.

Der er brug for at sætte fokus på den læreragtige side af håndværket, mener Martha Mottelson. For lærerne er udsat for et enormt forventningspres på et højt abstraktionsniveau.

»Jeg har det dobbelt med de høje idealer for skolen. På den ene side skal de være der, fordi de giver et langsigtet perspektiv på skolens opgave. På den anden side kan de trække opmærksomheden væk fra nuet. Fra den daglige undervisning i klasselokalet. Og det er ærgerligt, hvis det forhindrer én i at føle glæden over den time, der forløb godt. At noget lykkedes inden for en lille ramme. Læreren kan aldrig nå alt det fine, som hun skal nå ifølge idealerne«.

»Der er et kæmpe problem ved hele den tænkemåde, at det, der foregår i klassen, skal pege frem mod nogle langsigtede mål. Fordi det, der ikke kan knyttes direkte til det, bliver gjort mindre vigtigt. På den måde kan det, der er rigtig meget af, komme til at virke trivielt, nemlig de handlemåder, som lærerne bruger i hverdagene for at få undervisningen til at køre. Og det er jo ærgerligt. Glæden ligger også i det trivielle, i det daglige arbejde«.

»Man kan kun blive ulykkelig, hvis man hele tiden skal opnå noget, man ikke kan opnå. Hvis man hele tiden søger noget, som er umuligt«, siger Martha Mottelson. |

Observatøren

Martha Mottelson er lektor i pædagogik og almen didaktik på Læreruddannelsen Zahle, Professionshøjskolen UCC i København. Hun blev selv læreruddannet i 1970'erne og virkede som folkeskolelærer i København i ti år. Hun er cand.mag. og ph.d. i pædagogik fra Københavns Universitet. Hun har lige udgivet bogen »Lærerens praksis« på Hans Reitzels Forlag. Bogen er en omskrivning af hendes ph.d.-afhandling.

»Læreren kan føre en slags samtale med sig selv. Tænke højt. Han meddeler sig, som den eneste i rummet, om sine tanker. Det må eleverne ikke« Martha Mottelson»At få noget godt ud af en skoletime er en kunst, vil jeg mene. Hvis læreren kun kigger på, om undervisningen fører til demokratisk dannelse eller opfyldelse af målsætningerne for fagene og skolen, så kan hun godt miste arbejdsglæde« Martha Mottelson